Medaljer: 9 guld og 1 sølv (1984-1996) Atletik (100m, 200m,
4x100m og længdespring)
Samlet pointtal: 62,4
Når der tales om USA’s største sportsmand nogensinde, vil en
stor del utvivlsomt nævne Carl Lewis. Lewis startede sin karriere som 13-årig,
hvor længdespring var i fokus. Allerede i en ung viste han således sit store
talent, og han blev headhuntet af flere universiteter. Allerede samme år som
han startede på University of
Houston viste han sig flot frem og da året var omme, var han nr. 5 i verden i længdespring. Det var også her han så småt begyndte at vise sit talent på de korte løbedistancer. Således kvalificerede han sig til OL i Moskva i både længdespring og til at være en del af det amerikanske hold på 4x100m. Da USA og mange andre lande valgte at boykotte OL, måtte Lewis dog udsætte sin debut. Året efter viste han virkelig sit store talent og forbedrede sin personlige rekord med næsten en halv meter til 8.62m ved de amerikanske mesterskaber. Det gjorde ham til den næstbedste længdespringer nogensinde, kun overgået af Bob Beamon. Ligeså kom han helt frem i spidsen i 100m med sin tid på 10.00. De næste år fortsatte fremgangene, frem for alt på længdespring, hvor han nærmede sig Bob Beamons ”uopnåelige” rekord mere og mere. Da han så også vandt 3 guldmedaljer ved VM 1983 (de første nogensinde) var der ingen tvivl. Lewis ville blive den store stjerne på hjemmebane året efter. Men det skulle ikke bare blive 3 guldmedaljer. Lewis ville også have 200m med, så han kunne tangere Jesse Owens’ rekord på 4 medaljer ved samme lege. Det hele startede meget godt. Lewis besejrede nemt modstanderne på 100m og vandt med hele 2/10 af et sekund foran landsmanden Sam Graddy. Dagen efter kvalificerede han sig sikkert til finalen i længdespring. Her blev det til en mindst lige så sikker sejr, med hele 30cm ned til nr. 2. På de 200m, en distance som Lewis ikke havde løbet så meget, blev det sågar til en olympisk rekord, da Lewis igen sikrede sig guldet ganske sikkert. Til sidst var han med til at sætte en ny verdensrekord på 4x100m. Lewis havde klaret det. I løbet af legene og tiden efter var han et af de helt store navne i USA, men berømtheden forsvandt hurtigt, på trods af, at han fortsatte med at dominere. De næste år fortsatte dominansen i længdespring, men på de 100m kom konkurrencen. Frem for alt kom det fra Canadieren Ben Johnson, der slog Lewis ved VM 1987. Det gjorde forventningerne til OL i Seoul gigantiske. Lewis ville igen vinde 4 guldmedaljer. Den drøm brast dog meget hurtigt, da Johnson slog ham på de 100m. Det troede man da i hvert fald. Dagen efter kom det nemlig frem, at Johnson var testet positiv for doping og han blev således diskvalificeret. I længdespringet fortsatte de fremragende resultater fra Lewis’ side hvilket medførte et guld. På de 200m gik det dog galt. Landsmanden Joe DeLoach slog ham i et yderst tæt løb, hvor forskellen kun var på 4/100. Endnu værre gik det på de 4x100m. I kvalifikationen så det perfekt ud, men ved sidste skifte gik det galt og USA blev diskvalificeret. De næste år var der ikke den store forandring, men ved VM 1991 skete det legendariske. Længdespringsfinalen her blev nemlig helt fantastisk. Det lykkedes nemlig for hele 2 springere at springe over 8.85. Lewis havde aldrig sprunget så langt (8.87), men alligevel havde han domineret disciplinen de næste mange år. Alligevel blev han slået af Mike Powell, der med hele 8.95 slog Beamons legendariske spring. Året efter lykkedes det dog for Lewis at slå Powell ved OL, dog kun med 3cm. Ligeså lykkedes det for USA at tage guldet tilbage på de 4x100m efter den store skuffelse i Seoul. Yderligere 4 år tog han igen guld i længdespring. Året efter sagde han stop.
Houston viste han sig flot frem og da året var omme, var han nr. 5 i verden i længdespring. Det var også her han så småt begyndte at vise sit talent på de korte løbedistancer. Således kvalificerede han sig til OL i Moskva i både længdespring og til at være en del af det amerikanske hold på 4x100m. Da USA og mange andre lande valgte at boykotte OL, måtte Lewis dog udsætte sin debut. Året efter viste han virkelig sit store talent og forbedrede sin personlige rekord med næsten en halv meter til 8.62m ved de amerikanske mesterskaber. Det gjorde ham til den næstbedste længdespringer nogensinde, kun overgået af Bob Beamon. Ligeså kom han helt frem i spidsen i 100m med sin tid på 10.00. De næste år fortsatte fremgangene, frem for alt på længdespring, hvor han nærmede sig Bob Beamons ”uopnåelige” rekord mere og mere. Da han så også vandt 3 guldmedaljer ved VM 1983 (de første nogensinde) var der ingen tvivl. Lewis ville blive den store stjerne på hjemmebane året efter. Men det skulle ikke bare blive 3 guldmedaljer. Lewis ville også have 200m med, så han kunne tangere Jesse Owens’ rekord på 4 medaljer ved samme lege. Det hele startede meget godt. Lewis besejrede nemt modstanderne på 100m og vandt med hele 2/10 af et sekund foran landsmanden Sam Graddy. Dagen efter kvalificerede han sig sikkert til finalen i længdespring. Her blev det til en mindst lige så sikker sejr, med hele 30cm ned til nr. 2. På de 200m, en distance som Lewis ikke havde løbet så meget, blev det sågar til en olympisk rekord, da Lewis igen sikrede sig guldet ganske sikkert. Til sidst var han med til at sætte en ny verdensrekord på 4x100m. Lewis havde klaret det. I løbet af legene og tiden efter var han et af de helt store navne i USA, men berømtheden forsvandt hurtigt, på trods af, at han fortsatte med at dominere. De næste år fortsatte dominansen i længdespring, men på de 100m kom konkurrencen. Frem for alt kom det fra Canadieren Ben Johnson, der slog Lewis ved VM 1987. Det gjorde forventningerne til OL i Seoul gigantiske. Lewis ville igen vinde 4 guldmedaljer. Den drøm brast dog meget hurtigt, da Johnson slog ham på de 100m. Det troede man da i hvert fald. Dagen efter kom det nemlig frem, at Johnson var testet positiv for doping og han blev således diskvalificeret. I længdespringet fortsatte de fremragende resultater fra Lewis’ side hvilket medførte et guld. På de 200m gik det dog galt. Landsmanden Joe DeLoach slog ham i et yderst tæt løb, hvor forskellen kun var på 4/100. Endnu værre gik det på de 4x100m. I kvalifikationen så det perfekt ud, men ved sidste skifte gik det galt og USA blev diskvalificeret. De næste år var der ikke den store forandring, men ved VM 1991 skete det legendariske. Længdespringsfinalen her blev nemlig helt fantastisk. Det lykkedes nemlig for hele 2 springere at springe over 8.85. Lewis havde aldrig sprunget så langt (8.87), men alligevel havde han domineret disciplinen de næste mange år. Alligevel blev han slået af Mike Powell, der med hele 8.95 slog Beamons legendariske spring. Året efter lykkedes det dog for Lewis at slå Powell ved OL, dog kun med 3cm. Ligeså lykkedes det for USA at tage guldet tilbage på de 4x100m efter den store skuffelse i Seoul. Yderligere 4 år tog han igen guld i længdespring. Året efter sagde han stop.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar