Nr. 4. Edoardo Mangiarotti

Medaljer: 6 guld, 5 sølv og 2 bronze (1936-1960) Fægtning (Fleuret og kårde)

Samlet pointtal: 65,8

Tilbage til fægtningen. Mangiarotti blev trænet op af sin far, der tidligere havde været en stjerne i den italienske fægteverden. En af de idéer han kom med, var at ændre hånd. Edoardo var højrehåndet, men for at gøre det svært for modstanderne, trænedes han op til at skifte til venstre hånd. Som 16-årig fik Mangiarotti sin internationale debut ved VM, hvor han dog var lidt fra toppen. Året efter viste han dog sin far, at hans hårde arbejde havde gjort gavn, da den ekstremt unge italiener var en del af det kårdehold, der vandt guld ved OL i Berlin. Det skete efter et yderst solidt stykke arbejde med sejre i de fleste kampe. Året efter blev det også til holdguld ved VM. Derefter kom 2. verdenskrig og Mangiarotti måtte lægge fægtningen på hylden. Han fik dog en mindre position i den italienske hær, som instruktør i nærkamp, hvilket gav ham mulighed for at holde fægtningen ved lige. Derfor var han da også helt klar til OL i London, hvor han var med i holdkonkurrencerne i fleuret og kårde samt den individuelle konkurrence i kårde. I holdkonkurrencerne gjorde han igen et solidt arbejde, men han måtte alligevel nøjes med 2 sølvmedaljer. I kårdekonkurrencen så det super godt ud. Han havde tabt sin første kamp i finalegruppen, men derefter vandt han 5 i træk. Da han så fik en lille pause gik det galt og han måtte se sig besejret i de sidste 3 kampe. Dermed endte han på en delt 2. plads, men måtte ud i en kamp mod schweizeren Zapelli, som han tabte klart. Dermed måtte han nøjes med bronze. 4 år senere var han dog næsten ikke til at slå med kårde. Godt nok tabte han 3 kampe i holdkonkurrencen, men det blev alligevel til et klart guld. I den individuelle konkurrence gjorde han det samme og tog sågar guldet lige foran sin bror. I fleuret blev det til sølv i begge discipliner. 4 år senere blev det igen til guld i holdkonkurrencen i kårde og sågar også i fleuret. I den individuelle konkurrence blev det også til metal, da han med 5 sejre i finalepuljen blev delt etter. I omkampene blev det dog til nederlag i 3 ud af 4 kampe, hvilket betød, at han måtte nøjes med bronze. 4 år senere måtte han nøjes med holdkonkurrencerne. Guld blev det igen til i kårde, mens de måtte nøjes med sølv i fleuret. Årdet efter sagde han stop og levede et stille og roligt liv indtil han døde tidligere i år.