Coubertin fik endelig sin vilje, da OL (på trods af sociale uroligheder og generalstrejke i 09) kom til Stockholm. Det svenske IOC-medlem Viktor Balck havde på mesterligt vis formået at få legene til Sverige på bekostning af Berlin, der ellers gerne ville have dem. De fik dog en aftale på plads, så Stockholm fik 1912 og Berlin 1916.
På trods af store omkostninger (hovedsaligt betalt af staten), fik svenskerne bygget et stort stadion op med plads til ca. 20.000. Uden dette, havde det absolut ikke været muligt at holde legene. Ved siden af stadionbyggeriet, var et større organisationsarbejde ligeså sat i gang, da alt bare skulle være perfekt. Ved tidligere lege havde kvaliteten på dommerne været yderst svingende, så for at slippe for muligheden for korruption og snyd, blev der hentet flere internationale folk ind og skabt flere juryer.
På trods af en fantastisk organisation, blev flere discipliner degraderede og der er ingen tvivl om, at det her var atletikken, der var hovedsporten, da landevejsløbet blev smidt ind i løbet Mälaren rundt, banecyklingen blev droppet og svømningen blev flyttet et stykke væk.
Ikke blot organisatorisk satsede Sverige stenhårdt. I flere sportsgrene bevægede de sig i en gråzone til det professionelle og de endte også som den mest succesfulde nation, med 64 medaljer, deriblandt 25 af guld.
For Danmark blev det til 12 medaljer, med 1 guld, nemlig i roning. Det var desuden starten på kvindernes indtog i OL, da det nu også var tilladt for dem at deltage i udspring og svømning.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar