Efter at mellemlegene I Athen i 1906 havde reddet den olympiske stemning fra den nedtur det havde været i St. Louis, var de reelle Olympiske lege tilbage i Europa.
Planen var, at legene skulle afholdes i Rom, da Coubertin ville hylde den romerske antik. Disse planer blev dog desværre forpurret, da Vesuv gik i udbrud i 06 og tog livet af flere hundrede mennesker. Derfor blev legene overtaget af London, og det blev gjort med stil, da det gigantiske White City Stadium blev bygget på kun et år. På det store stadion, der havde plads til 70.000, blev ikke kun atletik og fodbold afholdt. Det indeholdt sørme også både cykelbane og svømmebassin, hvilket gør det til den mest centrale OL-arena gennem tiderne.
Disse lege er nok mest kendte for den dramatiske marathonkonkurrence, der gik på en ekstremt varm dag fra slottet Windsor til stadion. Der blev drukket en hel masse for at klare sig igennem de 42, 195 km, deriblandt flere alkoholiske drikke.
Dette førte dog også til problemer for flere deltagere, bl.a. guldfavoritten Charles Hefferon, der fik problemer med maven. Da Hefferon fik problemer, overtog italienske Dorando Pietri føringen, hvilken han holdt helt til stadion, hvor han dog var ufatteligt træt og slingrede rundt og til sidst kollapsede. Da amerikanske John Hayes dukkede op ved indgangen til stadion, blev en patriotisk funktionær så irriteret, at han løftede italieneren og slæbte ham i mål, til hvad der må være et af de mest berømte billeder i legenes historie. Amerikanerne var dog ikke tilfredse, så de protesterede og italieneren blev disket, så Hayes, til britternes store frustration, vandt guld.
For de 101 danske deltagere blev det til 5 medaljer, bl.a. med en fortsættelse af de gode fodboldresultater fra 06, hvor Danmark tog guld. I London blev det til sølv, da de i finalen måtte se sig besejrede af hjemmeholdet. På det danske fodboldhold deltog bl.a. fysikeren Niels Bohrs bror Harald og legenden Sophus ”Krølben” Nielsen.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar