Amsterdam 1928

Efter at have været med til at organisere legene i 1920 blev belgiske Henri de Baillet-Latour valgt som IOC’s nye præsident i 1925. Da legene i 1924 skulle vælges, blev der indgået den aftale at Paris fik 1924 og Amsterdam fik 1928.

Legene I Amsterdam startede meget trist med en skandale, da det franske hold ikke ville marchere ind under åbningsceremonien. Dette var grundet at en fransk leder var blevet angrebet af en vagt, da lederen ville inspicere løbebanen. Franskmændene brokkede sig, men arrangørerne fik dem overtalt til at deltage mod at vagten blev afskediget. Da franskmændene så stod og var klar til indmarchen så de dog den omtalte vagt og droppede derfor at deltage.

Den mest trolige undskyldning for angrebet kan meget vel have været, at vagten følte sig nødsaget til det, da løbebanen 14 dage før indvielsen var blevet set som værende i direkte elendig stand. Svenske Anders Wilhelm Kriegsman blev hentet ind for at redde banen, hvilket han på forunderligt vis formåede at gøre, så selv perfektionistiske Paavo Nurmi sagde god for den.

Ikke kun det negative var denne åbningsceremoni dog kendt for, også en af de nu mest velkendte traditioner blev startet her, da den olympiske flamme for første gang i de moderne leges historie blev tændt.

Tyskland var tilbage efter ikke at have været med i 8 år. Derfor ville de virkelig vise sig frem, hvilket betød at de til manges irritation (deriblandt de nytilkomne radiokommentatorer) tog legene alt for seriøst og gjorde det til en sag for nationens ære. Denne indstilling var dog med til at tage en 2. plads i medaljetabellen.

3. gang i træk hørte de flyvende finner med i front af denne konkurrence og endnu en gang var Nurmi fantastisk. Dog virkede det som om at han allerede inden start havde aftalt med landsmanden Wille Ritola, hvem der skulle tage guldet, da Nurmi vandt 10.000 m og Ritola 5.000 m, begge gange uden den store modstand fra den anden, da de brugte det meste af sin styrke til at holde svenske Wide tilbage. Også i 3.000 m forhindring forsøgte Nurmi sig, men han væltede to gange på vandgraven, den ene så slemt at der opstod panik og han måtte hjælpes op. Ikke desto mindre formåede han dog at gennemføre og tagen en sølvmedaljer, hvilket blev hans sidste.
For Danmark endte det med kun 6 medaljer. Værd at bemærke er dog at cyklingen blev domineret, da Danmark tog medaljer i 4 ud af 6 discipliner, hvoraf 3 var af guld. I front her var Henry Hansen på landevejen og Willy Hansen på banen.