Nr. 26. Nedo Nadi

Medaljer: 6 guld (1912-1920) Fægtning (Fleuret, kårde og sabel)

Samlet pointtal: 42

Så er det tilbage til fægtningen. Nedo Nadi startede med fægtningen som syvårig, da hans far begyndte at træne ham og hans bror. Faderen var en tidligere fægtestjerne og trænede brødrene op i fleuret og sabel. Kårde måtte de dog selv træne sig til, da faderen ikke syntes om våbnet. Nedo tog til OL i Stockholm som 17-årig, hvor han deltog i begge konkurrencer indenfor sabel og den individuelle konkurrence i fleuret. I fleuret var Frankrig ikke med, da de grundet utilfredshed med reglerne valgte at boykotte fægtningen. Dermed var de værste konkurrenter til italienerne væk. Det fik sandsynligvis stor betydning, og Nadi kom let igennem hele turneringen og vandt guld efter kun et enkelt nederlag i løbet af hele turneringen. I sabel var Nadi på en umulig mission. Ungarn dominerede det hele med 7 mand i top 8. Kun Nadi formåede at klemme sig ind og tog med 4 sejre ind på en 5. plads. Få år senere var det en anden slags kamp for Nadi, der var en del af den italienske hær under første verdenskrig. Her viste han stor tapperhed og blev fint dekoreret. Efter krigen var han dog stærkt tilbage på fægtebanen. Ved legene i Antwerpen stillede han op i alle fægtediscipliner undtagen individuel kårde. Samme discipliner stillede broderen op i. Først blev det til en sikker sejr i holdkonkurrencen i fleuret. Derefter forsvarede Nadi guldet i individuel fleuret på næsten lige så sikker vis som 1912. Derefter stod den på kårde. Her var der store problemer i første runde, men italienerne tog sig videre og vandt så ganske sikkert finalepuljen. I sabel udnyttede italienerne i høj grad, at ungarerne ikke var blevet inviteret grundet verdenskrigen. I holdkonkurrencen vand italienerne guldet uden de mindste problemer og i den individuelle konkurrence kom Nedo nemt frem til finalen. Her var broderen Aldo den eneste der kunne udfordre. Nedo endte dog med at tage guldet efter at have været ubesejret i finalepuljen.
Efter legene fungerede Nedo frem for alt som træner, først i Sydafrika og derefter hjemme i Italien, hvor han bl.a. havde ansvaret for den italienske trup ved OL i Berlin.