Nr. 32. Giulio Gaudini

Medaljer: 3 guld, 4 sølv og 2 bronze (1928-1936) Fægtning (Fleuret og sabel)

Samlet pointtal: 40,6

Vi fortsætter med fægtningen, men rykker nu sydpå til Italien. Gaudini fik sin olympiske debut ved OL i Paris. Her gjorde han det ganske fint, men måtte nøjes med en 4. plads efter det italienske fleurethold trak sig grundet utilfredshed med en dommer i den første kamp i finalepuljen. 4 år senere fik han dog lov til at gå hele vejen. Dette skete igen i holdkonkurrencen, hvor Gaudini vandt imponerende 30 ud af 32 kampe og dermed var hovedmanden bag guldet. I den individuelle konkurrence imponerede han igen og kom til finalegruppen uden de store problemer. Her blev det dog til 2 nederlag, hvilket dog stadig var nok til at skulle ud i omfægtning om podieplaceringerne. Her tabte Gaudini 2 tætte kampe og måtte dermed nøjes med bronzemedaljen. Yderligere 4 år senere deltog han ikke blot i fleuret men også i sabel. Først klarede han sig ganske fornuftigt igennem holdkonkurrencen i fleuret, hvor det blev til sølv. I den individuelle konkurrencen dominerede han i starten, men i finalegruppen fik han det svært, men vandt 5 ud af 9 kampe, hvilket gav ham bronze. I holdkonkurrencen i sabel gjorde han det også ganske fint og var med til at tage sølv. Samme resultat blev det til i den individuelle konkurrence, hvor han imponerede endnu mere med 7 sejre ud af 9, deriblandt en sikker sejr over guldmedaljøren ved konkurrencen. 4 år senere kom så endelig det store guld, da han vandt i den individuelle fleuretkonkurrence efter kun 3 nederlag i løbet af hele konkurrencen, hvor ingen af dem kom i finalerunden. Ligeså blev det til guld i holdkonkurrencen, hvor Gaudini godt nok ikke imponerede i finalen mod Frankrig, men var sikker resten af konkurrencen igennem. I holdkonkurrencen i sabel gik det ikke så godt for Gaudini, men med hjælp fra resten af det italienske hold blev det dog alligevel til en sølvmedalje. Lidt bedre gik det for ham i den individuelle konkurrence, hvor han kom til finalepuljen men desværre måtte nøjes med en 6. plads. Derefter sagde han stop for karrieren.

Guide: Boksning

Boksning

I OL siden: 1904

Startdato: 28. juli

Slutdato: 12. august

Antal medaljesæt: 13

Danske OL-medaljer: 1 guld, 5 sølv og 6 bronze (nr.20)

Danske muligheder: En enkelt dansk bokser har kvalificeret. Dennis Ceylan har kæmpet lige op med flere af favoritterne og kan med en portion held måske være med i kampen. Dog skal man ikke forvente mirakler.

Danmarks profil: Dennis Ceylan

Største stjerne: Vasyl Lomachenko

Forklaring:

Der bokses 1 mod 1. Det går ud på at slå modstanderen så mange gange som muligt, enten i hovedet eller på overkroppen. Hvert af disse slag giver point. Derudover er der andre muligheder for sejr, hvor frem for alt Knock out er mest set af de alternative sejre. For sådan en sejr skal modstanderen slås ud, så han/hun ikke kommer op at stå indenfor at dommeren har talt til 10. Herrerne bokser 3 perioder af 3 minutter mens kvinderne bokser 4 perioder af 2 minutter.
Turneringen er helt enkel eliminationsturnering, dog med den forskel at taberne af semifinalerne begge får tildelt bronzemedalje uden at skulle kæmpe for det.

Se en kamp fra Beijing-OL:

 

Nr. 33. Philippe Cattiau

Medaljer: 3 guld, 4 sølv og 1 bronze (1920-1936) Fægtning (Fleuret og kårde)

Samlet pointtal: 39,2

Vi fortsætter med fransk fægtning, Cattiaus OL-debut 1920 i Antwerpen var succesfuld. Han overgik Roger Ducret på point i den individuelle konkurrence indenfor fleuret og var ligeså med til at tage sølv i holdkonkurrencen. 4 år senere deltog han i samme 2 discipliner. I den individuelle konkurrence blev han nr. 2 efter at have tabt mod Ducret med et enkelt point. Frem til da havde Cattiau ellers været helt suveræn og ikke tabt en eneste kamp, bl.a. slog han bronzemedaljøren Van Damme med 5-0 i finalegruppen. I holdkonkurrencen var han næsten lige så suveræn, dog med et enkelt nederlag mod en amerikaner. Dermed havde han en stor rolle i Frankrigs ganske sikre guld. Yderligere 4 år senere deltog han i samme discipliner igen. Suveræniteten var forsvundet lidt og med 4 nederlag i finalepuljen måtte han nøjes med en 5. plads i den individuelle konkurrence. I holdkonkurrencen gik det noget bedre om end Cattiau stadig tabte nogle kampe. Især imod Italien havde han problemer, men de endte også med at tage guldet. Cattiau og co. måtte altså nøjes med sølv. I Los Angeles valgte Cattiau at prøve på noget nyt. Han stillede altså ikke kun op i fleuretdisciplinerne, men tog også chancen i kårde. I individuel fleuret kom han igen til finalen, men måtte nøjes med en 9. plads efter 2 sejre ud af 9 mulige. I holdkonkurrencen blev det til guld efter ganske fin fægtning af Cattiau, der vandt 6 ud af 8 kampe, da der skulle kæmpes om 1. til 3. plads. I den individuelle konkurrence i kårde blev det til en 6. plads med 6 sejre ud af 11 i finalegruppen. I holdkonkurrencen var han ganske solid indtil finalen, hvor han måtte se sig besejret af samtlige 4 italienere. Det blev dog stadig til guld. Ved sine sidste lege deltog han kun i holdkonkurrencen i kårde. Her blev det til bronze. 

Guide: Beach Volley

Beach Volley

I OL siden: 1996

Startdato: 28. juli

Slutdato: 9. august

Antal medaljesæt: 2

Danske OL-medaljer: 0

Danske muligheder: Vi får sandsynligvis ikke nogen med, og selv hvis det skulle lykkes for det danske par, så er der langt til medaljerne på trods af, at de sidste år nåede helt til kvartfinalen ved VM.

Danmarks profil: Ingen

Største stjerne: Kerris Walsh-Jennings/Misty May-Treanor (guldvindere ved de seneste 2 lege)

Forklaring:

Der spilles 2 mod 2. En bold skal slås ned i jorden på modstanderens side indenfor banen. Man må max røre ved bolden 3 gange før den skal ryge over nettet. Der spilles bedst ud af 3 sæt, hvor de 2 første er til 21. Hvis en kamp skulle ryge ud i 3. sæt, spilles der her til 15.
Turneringen starter med et gruppespil, hvor parrene deles of i 6 grupper af 4 hold, hvor de 2 bedste i hver gruppe samt de 2 bedste 3’ere går videre. De sidste 4 3’ere spiller ”lucky loser” runde, hvor der er tale om 2 knockout kampe. De 16 hold der så er tilbage går videre til 1/8-finale osv. 

Se en reportage fra herrernes OL-finale i Beijing:

Nr. 34. Roger Ducret

Medaljer: 3 guld, 4 sølv og 1 bronze (1920-1928) Fægtning (Fleuret, sabel og kårde)

Samlet pointtal: 39,2

Tilbage til fægtningen og tilbage til Frankrig. Ducret fik sin olympiske debut lige efter 1. verdenskrig, hvor han havde været taget til fange af tyskerne. Ved legene i Antwerpen deltog han i 3 discipliner, fleuret (hold og individuelt) samt kårde (individuelt). I sidstnævnte tog han sig til kvartfinalerunden, men længere kom han ikke. I fleuret blev det dog mere succesfuldt med sølv i holdkampen efter et knebent nederlag til Italien. I den individuelle konkurrence blev det til 9 sejre og 2 nederlag i finalegruppen, hvilket gav en bronzefinale. 4 år senere tog Ducret virkelig chancen og deltog i 5 discipliner på tværs af de 3 forskellige våben. Først blev det til guld i holdkonkurrencen i fleuret efter solid fægtning. Derefter tog han også den individuelle sejr, hvor han var ubesejret i finalerunden. Få dage senere tog det franske kårdehold også guld, her var Ducret ikke nær så imponerende, men vandt trods alt halvdelen af sine kampe. Det blev betydeligt bedre i den individuelle konkurrence, da Ducret vandt sølv efter 7 sejre i finalerunden (ud af 11) og derefter sejre i 3 ud af 4 kampe i kampen og 2. til 5. plads (da disse havde vundet lige mange kampe). Til sidst blev det til sølv i den individuelle konkurrence med sabel, hvor han sågar var med i omfægtning om 1. pladsen. Ducret havde så sandeligt gjort værtslandet stolt. 4 år senere var Roger Ducret tilbage ved OL, denne gang i Amsterdam, hvor han deltog i fleuret og sabel, hvor han måtte nøjes med et enkelt sølv, nemlig i holdkonkurrencen i fleuret, hvor han absolut ikke viste det samme niveau som han havde 4 år tidligere. 

Guide: Basketball

Basketball

I OL siden: 1936 (Demonstrationssport 1904)

Startdato: 28. juli

Slutdato: 12. august

Antal medaljesæt: 2

Danske OL-medaljer: 0

Danske muligheder: Danmark har ikke kvalifceret nogle hold.

Danmarks profil: --||--

Største stjerne: De amerikanske herrer (hold ikke udtaget endnu)

Forklaring:

2 hold overfor hinanden med 5 spillere på banen. Bolden skal smides op i en kurv godt 3 meter over jorden. Der giver 2 eller 3 point alt efter distance (1 point ved straffekast). Der spilles 4 perioder af 10 minutter, hvor holdene også har mulighed for at tage time out.
Der spilles i 2 grupper af 6 hold, hvor hvert hold møder hinanden en gang. Derfra går de 4 bedste hold i hver gruppe videre til kvartfinale.

Se højdepunkterne fra første halvleg af OL-finalen 2008:

Nr. 35. Georgeta Damian

Medaljer: 5 guld og 1 bronze (2000-2008) Roning (toer og otter)

Samlet pointtal: 39

Vi fortsætter med roningen, men denne gang i Rumænien. Damian startede som 13-årig og fik sin internationale debut ved Junior VM 1991, hvor det blev til en 3. og en 6. plads. Da var hun kun 15 år. De næste år var der store fremskridt og 3 år senere tog hun sit første JVM-guld i fireren uden styrmand. 3 år senere kom guldet på endnu højere niveau, da hun var med på otteren der tog guld ved VM i Frankrig (1997). De næste år tog hun igen guld i samme klasse og fornuftige resultater i toeren. Ved OL i Sidney var hun dermed med i både toeren og otteren. I førstnævnte var kampen tæt, men den rumænske båd endte med at slå Australien med 1½ sekund. I otteren var der absolut ingen tvivl om, at der ville blive tale om rumænsk guld, og det blev da også til en sejr med 3 sekunder ned til nr. 2. De næste år fortsatte de flotte resultater med 5 medaljer frem til OL i Athen, hvor toeren trak lidt fra modstanderne i forhold til Sidney, mens otteren ”kun” vandt med 2 sekunder ned til nr. 2. Efter legene tog Damian en pause men var tilbage til VM 2007, hvor det blev til sølv (otter) og bronze (toer). Den næste tid fortsatte de fornuftige resultater og hun var selvfølgelig med i de 2 både ved legene i Beijing. Otteren imponerede i første runde, men da de kom til finalen, måtte de se sig besejret af både USA og Holland. Toeren var der ikke stor tvivl om efter første runde og de rykkede da også fra modstanden efter ca. 1/3 af løbet og tog et ganske sikkert guld. Efter OL blev det til et EM-guld i toeren, hvorefter hun sagde stop. Hun er dog tilbage igen og deltog ved den første World Cup i år, hvor det dog ikke blev til et videre imponerende resultat. Ikke desto mindre er Rumænien kvalificeret i både toeren og otteren, så der er måske en chance for at se hende i London. 

Guide: Badminton

Badminton

I OL siden: 1992 (Demonstrationssport 1972)

Startdato: 28. juli

Slutdato: 5. august

Antal medaljesæt: 5

Danske OL-medaljer: 1 guld, 1 sølv og 2 bronze (nr. 4)

Danske muligheder: Deltagelse i samtlige 5 discipliner, sågar med 2 i herresingle og mixed double. Mindst en medalje skulle være realistisk.

Danmarks profil: Peter Gade

Største stjerne: Lin Dan (Kina)

Forklaring:
Der spilles 1 mod 1 (single) eller 2 mod 2 (double). Ved hjælp af en ketsjer skal en fjerbold slås over på modstanderens side af nettet uden at slå den uden for banen. Der spilles 3 sæt. I hvert sæt spilles der til 21 point, dog skal det være med mindst 2 points forspring. Skulle det gå så langt som til 29-29, så giver næste point sejren i sættet.
Alle 5 klasser starter med et gruppespil. I singlerækkerne går de 16 gruppevindere videre til knockout fasen, hvor der altså spilles fra 1/8-finale og frem. I doublerækkerne går 8 par videre og skal så spille kvartfinale og frem.

Se en del af OL-finalen i Herresingle i Beijing:

Nr. 36. Steve Redgrave

Medaljer: 5 guld og 1 bronze (1984-2000) Roning (toer og firer med/uden styrmand)

Samlet pointtal: 39

Så tager vi turen til årets værter og til deres største olympier og de flestes favorit til at skulle tænde den olympiske ild d. 27. juli. Redgrave startede med roning, da hans engelsklærer spurgte hans klasse, om der var nogen interesse heri. Han fik sin store debut ved OL i Los Angeles, hvor han var en del af landets firer med styrmand, hvor der ikke var megen tvivl om guldet, som de vandt med 2 sekunder ned til nr. 2. 2 år senere fik han også sit første VM-guld i toeren med styrmand. Året efter blev det til 2 medaljer i henholdsvis toer uden styrmand (guld) og med styrmand (sølv). Ved OL i Seoul tog Redgrave del i begge disse både. I 2’eren uden styrmand kunne de tage det ganske stille og roligt i 1. runde, hvilket betød at de, på trods af kun 7. bedste tid, gik direkte til semifinalen, hvor de skruede mere op for tempoet vandt sin semifinale med den samlede bedste tid. Det samme blev det til i finalen. Det blev noget anderledes med styrmand. Her var de nr. 2 i 1. runde og nr. 5 i semifinalen, hvorefter de måtte nøjes med bronze i finalen, godt 3 sekunder efter den første båd. Derefter røg toeren med styrmand ud af hans program og Redgrave koncentrerede sig så om den uden, men også for en helt anden sport. Han meldte sig nemlig til det britiske bobslædelandshold, som han var en del af en sæson, dog uden den store succes. Det blev det derimod i toeren, hvor han kom til OL i Barcelona som forsvarende verdensmester med sin nye makker Matthew Pinsent. Her var der ikke nogen tvivl om hvem, der var stærkest. I finalen vandt det britiske par med næsten 5 sekunder. Samme år blev Redgrave ramt af betændelse i tyktarmen. De næste 4 år var makkerparret helt ubesejret og kom således til Atlanta som kæmpefavoritter. Det så da også ganske sikkert ud, da de roede sig til først semifinale og derefter finale, men her var Australien en stærk konkurrent, der dog ikke helt kunne udfordre Redgrave og Pinsent, der tog guldet med knapt 1 sekund. Året efter blev han ramt af diabetes, men fortsatte alligevel kampen frem imod et sidste OL, hvor der dog stod firer uden styrmand på programmet for den efterhånden aldrende Redgrave. De næste år fortsatte han med at hente guldmedaljer, men ved OL var briterne favoritstatus dog overtaget af Australien, der dog måtte nøjes med bronze. Derimod var Italien meget tæt på den britiske båd hen mod slutningen. Det blev dog til guld for Redgrave og co. Derefter sagde han stop for at koncentrere sig om andet end sin egen roning.

Se guldløbet fra 2000:

Guide: Bueskydning

Som en ny ting her på bloggen, introducerer jeg nu en "guide" til de forskellige olympiske sportsgrene, med både en gennemgang af hvordan det foregår og lidt om favoritter og danske muligheder. Denne starter nu med bueskydning:

Bueskydning

I OL siden: 1972 (Dog også med 1900-1908 samt 1920)

Startdato: 27. juli

Slutdato: 3. august

Antal medaljesæt: 4

Danske OL-medaljer: 0

Danske muligheder: Danmark sender 3 kvinder/1 hold og har stadig mulighed for at kvalificere et herrehold, men medaljechancerne er minimale.

Danmarks profil: Carina Rosenvinge Christiansen

Største stjerne: De sydkoreanske herrer

Forklaring: Der skydes (sjovt nok) med bue og pil fra en afstand af 70m mod et rundt mål med en diameter på 122 cm, der er delt op i 10 ringe, der giver mellem 1 og 10 point (10 i midten).
Selve konkurrencerne starter ud med en seedningsrunde, hvor hver skytte skyder 72 pile i 12 sæt af 6. Hver af disse skal afsluttes på under 4 minutter. Når alle har skudt 72 pile, bruges deres score til at seede skytterne, således at den bedste første gang skal skyde mod den dårligste og først kan møde nr. 2 i en eventuel finale. Derefter skydes der 2 mod 2. Her skydes der bedst ud af 5 sæt. I hvert sæt skyder hver skytte 3 pile. I tilfælde af pointlighed efter de 5 sæt, skal hver skytte skyde 1 pil. Den der er tættest på midten af måltavlen vinder så og går altså videre til næste runde.
I holdkonkurrencerne bruges seedningsrunden til at finde frem til holdenes seedning. I holdkampene skyder hvert hold 4 sæt af 6 pile (2 pr. skytte), hvorefter den samlede score lægges sammen. I tilfælde af pointlighed her skyder hver skytte 1 pil, hvorefter scoren lægges sammen. Skulle det også her blive til samme score, kigges der på hvilken pil der var tættest på midten. Det hold der er tættest på, vinder således.

Nr. 37. Otto Olsen

Medaljer: 4 guld, 3 sølv og 1 bronze (1920-1924) Skydning (diverse Riffel)

Samlet pointtal: 39

Så går vi tilbage til de norske skytter. Otto Olsen fik sin olympiske debut i Antwerpen, hvor han stillede op i 9 discipliner. Hans første guldmedalje kom i holdkonkurrencen i enkeltskud mod løbende mål, hvor Finland ganske klart blev henvist til sølvet. Her blev Olsen nr. 2 individuelt, men dagen efter slog han til med en olympisk rekord i den individuelle konkurrence. Denne rekord står stadig (da disciplinen udgik efter legene i Paris). De næste dage fortsatte medaljejagten yderst succesfuldt med yderligere et guld (300m militærriffel liggende efter maxpoint) og 2 sølvmedaljer. 4 år senere var han så tilbage, denne gang deltog han dog kun i 5 discipliner, hvor det blev til 3 medaljer. Først skulle han forsvare sit guld i løbende mål. Det lykkedes dog ikke helt. Han blev nr. 2 delt med en brite, men tabte omskydningen og måtte dermed nøjes med bronze. Et par dage efter forsvarede det norske hold guldet mod løbende mål, hvor Otto Olsen godt nok skuffende kun blev nr. 11. Lidt bedre gik det for ham i holdkonkurrencen med 2 skud. Her blev han 7’er individuelt, det var dog ikke nok til at sikre guldet for Norge, da de var 1 point efter Storbritannien. 

Nr. 38. Akinori Nakayama

Medaljer: 6 guld, 2 sølv og 2 bronze (1968-1972) Gymnastik (All-round)

Samlet pointtal: 38

Så går turen tilbage til gymnastik og til Japan. Der er desværre ikke så meget info om Nakayamas opvækst og start i gymnastikken. Det store gennembrud kom som 23-årig, hvor han tog 6 medaljer ved VM i Dortmund 1966, hvoraf 3 var af guld. 2 år senere fik han så chancen ved OL. Den chance tog han med top 5 placeringer i alt andet end bensving. Først var han en vigtig del i at det Japanske hold fortsatte rækken af sejre i holdkonkurrencen. Derefter blev det til en 3. plads i mangekampen, hvor der absolut ikke var langt til guldet. I de individuelle konkurrencer blev det til flotte sejre i barre, reck (delt) og ringene, mens det blev til sølv i gulvøvelser og en 5. plads i spring over hest. Disse resultater gjorde ham til legenes mest succesfulde mandlige atlet. 2 år senere dominerede han igen ved VM med 4 guld, 1 sølv og 1 bronze. Dermed var forventningerne igen tårnhøje til hans præstationer ved OL i München. Det blev igen til holdguld og bronze i mangekampen samt guld i ringene og sølv i gulvøvelserne. Barre og reck blev det dog slet ikke de samme imponerende takter i, hvilket førte til 5. pladser i begge. Derefter sagde det stop. Nakayama har sidenhen bl.a. været vicepræsident i det japanske gymnastikforbund og blev indlemmet i gymnastikkens Hall of Fame 2005.

Nr. 39. Willis A. Lee

Medaljer: 5 guld, 1 sølv og 1 bronze (1920) Skydning (Diverse riffel)

Samlet pointtal: 37,7

Vi fortsætter med skytterne men tager igen over Atlanten. Willis A. Lee startede sin skydekarriere på det amerikanske flådeakademi, hvor han blev en del af deres skyttehold. Skydning blev hans hovedbeskæftigelse i den tid han ikke var på et af flådens mange skibe. Det skaffede ham flere nationale mesterskaber, bl.a. blev han 1907 den første til at vinde de nationale mesterskaber i riffel og pistolskydning samme år. Under 1. verdenskrig var han selvfølgelig udstationeret på forskellige krigsskibe. Efter krigen var han tilbage på skydebanen og ved OL i Antwerpen deltog han i hele 14 discipliner. Her blev det til de 7 medaljer, hvilket var ny rekord (Sammen med Lloyd Spooner der opnåede det samme antal). Alle disse var indenfor holdkonkurrencer, hvor han ikke en eneste gang valgte at tage imod muligheden for at skyde igen i den individuelle konkurrence, hvilket betød at de individuelle konkurrencer ikke var synderligt imponerende. Efter OL røg fokus på flåden igen og Lee steg hurtigt i graderne, han blev således 1944 udnævnt til Viceadmiral efter flere hårde slag. Året efter afgik han dog ved døden efter et hjerteanfald. Sidenhen fik han opkaldt en destroyer efter sig, som bl.a. blev brugt under blokaden af Cuba.

Nr. 40. Ole Lilloe Olsen

Medaljer: 5 guld og 1 sølv (1920-1924) Skydning (Løbende mål)

Samlet pointtal: 36,4

Vi går tilbage til skydningen og tilbage til Norge. Olle Lilloe kom fra en rig familie og det var længe ikke forventet at han skulle blive en af de største sportsskytter. Derimod var han i ung alder en ganske dygtig skiløber. Som 30-årig startede han dog med skydningen og fik straks succes ved de norske mesterskaber i lerdueskydning 1913. 5 år senere vandt han det store norske skydestævne Landsskyttestevnet og blev dermed kronet som ”skyttekonge”. Derfor var det ikke overraskende at han blev en del af det norske skyttelandshold ved OL i Antwerpen. Det hele startede ganske skidt, da han som en del af det norske hold i trap kun fik en delt 7. plads (af 8 hold). 4 dage efter tog han dog virkelig revanche da det blev til 2 gange guld guld i holdkonkurrencerne i løbende mål med henholdsvis 1 og 2 skud. Især i konkurrencen med 2 skud imponerende han og var individuelt klart bedst. Dette viste han endnu mere dagen efter, hvor han tog guld i præcis denne disciplin. 4 år senere stillede han op i hele 6 konkurrencer. Det blev dog kun til medaljer i samme 3 discipliner. Igen blev det ikke til nogen succes i trap (delt 11. plads individuelt og 7. plads i holdkonkurrencen). Igen blev det til en klar sejr i den individuelle konkurrence mod løbende mål med 2 skud. I holdkonkurrencen med 1 skud blev det også til et klart guld, men i holdkonkurrencen med 2 skud måtte de nøjes med sølv med kun 1 point op til Storbritannien. Frem for alt var det Lilloe-Olsen der skød hele 8 point dårligere end i den individuelle konkurrence, der var grunden til dette. Legene i 1924 blev de sidste for Ole, men han fortsatte længe med skydningen, bl.a. satte han verdensrekord i lerdueskydning 1932 med 99 træffere og 5 år senere tog han sine sidste guldmedaljer ved VM.

Nr. 41. Giuseppe Delfino

Medaljer: 4 guld og 2 sølv (1952-1964) Fægtning (Kårde)
Samlet pointtal: 36,4

Så er det tid til den sidste fægter i denne omgang. Igen tager vi ned til Italien. Giuseppe Delfino startede med fægtningen ganske sent, nemlig mens han arbejdede på en bilfabrik i Torino, hvor der var mulighed for at træne fægtning i et sportsrum. Han blev straks bidt af det og blev hurtigt dygtig. Den olympiske debut kom som 30-årig ved OL i Helsinki. Han fik ikke chancen i den individuelle konkurrence på trods af ikke at have tabt en eneste kamp i holdkonkurrencen, hvor det blev til guld). 4 år senere var han tilbage igen, hvor det igen blev til guld i holdkonkurrencen på trods af 5 nederlag til Delfino. Denne gang fik han også chancen individuelt. Her var han på ingen måde stabil, tvært imod blev det til hele 8 nederlag. Alligevel tog han sig hele vejen til finalerunden, hvor det blev til tæt kamp mellem Delfino og 2 landsmænd, hvor det blev til sølv. Yderligere 4 år senere dominerede italieneren på hjemmebane. Han blev godt nok besejret 2 gange i holdkonkurrencen, men begge var uden betydning. Den ene af besejrerne var briten Allan Jay. I den individuelle konkurrence blev Jay besejret 2 gange og på trods af 5 nederlag blev det til guld for Delfino efter finale mod lige præcis Jay. 4 år sener var Giuseppe faldet i hierakiet igen og det italienske niveau var generelt faldet. Det blev dog til sølv i holdkonkurrencen uden de store imponerende takter. Det blev det heller ikke til i den individuelle konkurrence, hvor Delfino måtte se sig udslået før finalerunden, hvilket betød en delt 17. plads. 

Nr. 42. Christian D’Oriola

Medaljer: 4 guld og 2 sølv (1948-1956) Fægtning (Fleuret)

Samlet pointtal: 36,4

Endnu en fægter er vi nu ved. Vi fortsætter ligeså i Frankrig. Christian D’Oriola startede med fægtningen som 8-årig og fik sit store gennembrud 11 år senere med guld ved VM i både individuel og hold fleuret 1947. Året efter fik han sin olympiske debut som en del af det ekstremt stærke franske fleurethold, der bl.a.udover D’Oriola bestod af 2 andre top-5 fægtere. Derfor var det ikke den store overraskelse at det blev til guld i holdkonkurrencen. Der skulle dog marginaler til i gruppefinalen mod Italien, hvor det hele blev afgjort på point i de forskellige ”kampe”, hvor Frankrig vandt med sølle 2 point. Christian måtte se sig besejret 2 gange i denne finale. Ikke desto mindre kom han mere eller mindre ubesværet frem til finalegruppen, hvor han dog måtte se sig besejret 2 gange, én af en brite og den anden af den samlede vinder, landsmanden Jéhan de Buhan. Altså måtte D’Oriola nøjes med sølv. Året efter blev det igen til et individuelt guld og sølv i hold ved VM. Til OL i Helsinki var der endnu færre problemer i holdkonkurrencen og denne gang kom D’Oriola helt til tops i den individuelle konkurrence på trods af en dårlig start på konkurrencen. De næste 2 år dominerede han sporten, men så kom der nyt til. Man begyndte at bruge elektronisk måling af kampene i stedet for den gamle metode, hvor dommere vurderede om der var berøring. Denne ændring var D’Oriola ikke synderligt glad for, men han var alligevel til start i Melbourne. Der var stadig problemer for ham, men det blev alligevel til guld i den individuelle fægtning og sølv i holdkonkurrencen. Han forsøgte sig også 4 år senere, men her blev det ikke til nogle imponerende resultater. Christian d’Oriola blev tilbage i 2001 udnævnt til århundredets fægter af FIE.

Nr. 43. Lucien Gaudin

Medaljer: 4 guld og 2 sølv (1920-1928) Fægtning (Kårde og fleuret)

Samlet pointtal: 36,4

Vi fortsætter med fægtningen, men tager lige lidt nordpå fra Italien. Lucien fik sin olympiske debut som 33-årig i Antwerpen, 15 år efter han vandt sit første verdensmesterskab. Her var han med på det franske fleurethold. De dominerede sine første 3 kampe, men i finalen mod Italien måtte de se sig besejret med scoren 9-7. 4 år senere fik Gaudin så sin første guldmedalje, ja det blev sågar til 2, nemlig holdkonkurrencerne i både kårde og fleuret. I begge disciplinerne gjorde han et solidt stykke arbejde og vandt samtlige kampe i fleuret mens det dog blev til 2 nederlag i kårde. 4 år senere blev det så til den største succes for Gaudin. Her blev det til guld i individuel fleuret (2 nederlag) og individuel kårde (4 nederlag) samt sølv i Fleuret holdkonkurrencen (1 nederlag). Efter de succesfulde lege fik Gaudin opkaldt en cocktail efter sig. Lucien Gaudin var ved siden af fægtningen bankmand. Desværre var den financielle situation som bekendt yderst vanskelig i mellemkrigstiden. Denne krise førte til sidst til Gaudins død, da han begik selvmord 6 år efter de succesfulde lege.

Nr. 44. Giovanna Trillini

Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 3 bronze (1992-2008) Fægtning (Fleuret)

Samlet pointtal: 36,4

Så er det tilbage til fægtningen igen, denne gang tager vi dog turen til Sydeuropa, nemlig til Italien. Trillini startede med fægtningen som 7-årig og fik sit internationale gennembrud 9 år senere, da hun 1986 var med til at tage sølv ved VM i holdkampen i fleuret. 3 år senere vandt hun sin første individuelle medalje, da hun tog VM-bronze. Hvert af de 2 efterfølgende år tog hun et skridt op af skamlen og blev således verdensmester 1991 ligesom hun også vandt World Cuppen. Derfor var det ikke videre overraskende, at Giovanna sikrede sig OL-guldet i Barcelona, hvor hun godt nok et kort stykke tid så ud til at have problemer, men alligevel formåede at gå hele vejen. Ligeså blev det til guld i holdkonkurrencen. De næste år var hun lidt væk især individuelt. Således gik der 3 år før hun tog sin næste individuelle VM-medalje, nemlig sølv. Alligevel var hun helt klar til OL igen i Atlanta, hvor hun sågar fik lov til at bære den italienske fane. Her klarede hun sig ganske sikkert til semifinalen, hvor hun dog måtte se sig slået ud med blot 1 points forskel af en rumæner, der endte med at tage guldet. Altså måtte Trillini nøjes med bronze mens det blev til guld i holdkonkurrencen. De næste år var hun på top og sikrede sig sit 2. VM-guld individuelt og flere andre medaljer. Ved OL i Sidney blev det til samme resultat som i Atlanta. Ved Athen-OL var der ikke nogen holdkonkurrence, så al fokus var på den individuelle konkurrence, hvor Giovanna gik helt til finalen, hvor hun dog måtte se sig besejret af landsmanden Vezzali, der var forsvarende OL-guldvinder. I Beijing blev det til bronze i holdkonkurrencen, mens hun måtte nøjes med en 4. plads i den individuelle konkurrence. Trillini fægter (så vidt jeg forstår) stadig og kæmper for en plads til London.

Nr. 45. Gary Hall, jr.

Medaljer: 5 guld, 3 sølv og 2 bronze (1996-2004) Svømning (Fristil og holdkapper)

Samlet pointtal: 36

Så er det igen en af de absolut hurtigste svømmere. Denne gang er det en amerikaner. Gary kom fra en familie med vand i blodet. Hans far havde vundet 3 OL-medaljer mellem 1968 og 1976 og hans onkel (på moderens side) deltog også ved legene i 1976. De havde absolut også en indflydelse på hans valg af sport. Gary fik sit internationale gennembrud ved VM 1994, hvor han dog blev slået i både 50 og 100m fri af Alexander Popov (se nr. 55). Det blev dog også til 2 guldmedaljer i holdkapperne 4x100m fri og medley. Popov var i mange år Halls store rival og de kom ofte med negative kommentarer om hinanden, bl.a. at Gary kom fra en familie fyldt med tabere. Desværre for Hall så det ud til at Popov havde ret i, at han ikke kunne besejres af Hall. Det blev i hvert fald kun til samme resultat ved OL som ved VM, altså 2 holdkapsguld og 2 individuelle sølvmedaljer. 2 år senere testede Hall positiv for Marihuana og året efter fik han at vide, at han havde type 1 diabetes og næppe ville komme tilbage på højeste niveau. Det viste sig dog i højeste grad ikke at være sandt. Ved de amerikanske udtagelser vandt han 50m fri med en ny amerikansk rekord og tog sølv i 100m. Ved OL fortsatte han de gode takter med et guld på de 50 meter delt med landsmanden Anthony Ervin. Han havde endelig slået Popov. Han måtte dog se sig slået på de 100m af ikke blot Popov med også Pieter Van den Hoogenband. I medleyholdkappen blev det ligeså til guld, mens det amerikanske hold måtte nøjes med sølv i fristil. Især fristilsholdkappen blev berømt, da det australske hold, grundet et indlæg på Halls blog, spillede luftguitar efter de havde taget sejren. 4 år senere tog Hall sig igen til OL og igen tog han guld på de 50m fri ligesom det blev til bronze i 4x100m fri, hvor han dog kun deltog i det indledende heat. Værd at nævne er, at Hall med sine 29 år var den ældste amerikanske OL-svømmer siden 1924. Hall prøvede også på at kvalificere sig til OL i Beijing. Ved udtagelsesstævnet måtte han dog nøjes med en 4. plads, hvilket altså ikke var nok. Hall var yderst berømt for at skyggebokse før sine løb, hvilket både gav ham mange fans, men også mange negative omtaler, ligesom han altid har været meget ligeud i kritikken af dopingbrugere og anklager mod andre svømmere.

Nr. 46. Agnes Keleti

Medaljer: 5 guld, 3 sølv og 2 bronze (1952-1956) Gymnastik (All-round)

Samlet pointtal: 36

50’ernes gymnastikscene var meget stærkt domineret af sovjet. En af få der dog formåede at modstå denne dominans var ungarske Agnes Keleti. Keleti startede karrieren som 4-årig, og som 16-årig vandt hun sit første nationale mesterskab. Hun viste allerede da, at man skulle regne med hende til OL. Problemet var blot, at det var de nationale mesterskaber 1937 og OL-satsningen var frem imod 1940. Da Hitler bevægede sig mod øst, blev det hurtigt klart, at den store satsning ikke var hen imod et OL, men derimod et så langt liv som muligt. Hun var nemlig jøde. Hele hendes familie blev fanget af nazisterne (visse kilder siger at også hendes mor undslap) og hendes far døde i Auschwitz. Agnes lykkedes dog (hvordan det helt præcist skete, er kilderne heller ikke enige om, men den svenske diplomat Raoul Wallenberg var sandsynligvis involveret) og da krigen endte, fandt hun hurtigt gymnastikken frem. På trods af en ganske høj alder lykkedes det for hende at kvalificere sig til OL i London. Hun blev dog skadet kort før og måtte derfor blive hjemme. 4 år senere fik hun endelig sin debut i den høje alder af 31 år. Det blev dog ganske succesfuldt og Keleti kunne tage 4 medaljer hjem fra Finland (1 gulv i gulvøvelser, 1 sølv (hold) samt 2 bronze (holdkonkurrence med bærbare redskaber samt forskudt barre). 2 år senere blev det også til en medalje af hver slags ved VM i Rom. Til OL i Melbourne fortsatte succesen på trods af en utroligt høj alder. Her tog hun hele 4 guldmedaljer og 2 sølvmedaljer og blev den største stjerne i gymnastikken ved OL. De glade takter forsvandt dog lynhurtigt. Hjemme i Ungarn havde der været oprør og en stor den af den ungarske trup ville ikke hjem til et land styret af Sovjet. Derfor valgte 45 ungarske atleter, deriblandt Keleti, at blive i Australien i asyl. Året efter valgte Agnes at flytte til Israel, hvor hun blev idrætsinstruktør og længe arbejdede med det israelske gymnastiklandshold. Tilbage i 2002 blev hun valgt ind i gymnastikkens Hall of Fame. Alligevel er hun yderst overset i snakken om de store gymnaster.

Se et indslag om Keleti: