Nr. 47. Dara Torres

Medaljer: 4 guld, 4 sølv og 4 bronze (1984-2008) Svømning (fristil, butterfly og holdkap)

Samlet pointtal: 36

Vi tager nu turen tilbage til USA, til en af de mest imponerende personligheder OL nogensinde har set. Dara startede med svømningen som 7-årig. Som 12-årig slog hun sin første nationale rekord og som 14-årig (!) slog hun verdensrekorden i 50m fri og fik international debut. Få år senere var hun en del af det amerikanske hold ved OL i Los Angeles. Her måtte hun dog nøjes med at være en del af det guldvindende hold i 4x100m fri. De 50m fri var nemlig ikke på programmet endnu og hun var ikke helt god nok på de 100m. Det var hun dog 4 år senere, da de 2 forsvarende guldvindere far LA ikke var med. Her blev det dog kun til en 7. plads. Det blev dog til medaljer i 4x100m medley (sølv) og 4x100m fri (bronze). Derefter var der andre ting der fangede Torres’ interesser, så hun sagde, at guldmedaljen i 4x100m fri i Barcelona blev den sidste. De næste år var det især modelkarrieren der blomstrede, men hun havde også flere bibeskæftigelser. 6 år senere satte hun dog gang i svømmekarrieren igen for at kæmpe om en plads i Athen. Det tør man godt sige, at hun fik, ja hun fik sågar fem, som alle førte til medaljer, nemlig 2 guld (4x100m fri og medley) samt 3 bronze (50 og 100m fris og 100m butterfly). Derefter sagde hun stop igen, men valgte igen i 2006 at prøve med et comeback, igen med stor succes, da det i Beijing blev til 3 sølvmedaljer, den ene endda så tæt som 1/100 fra guldet (50m fri). Året efter gennemgik hun nogle operationer men var hurtigt i poolen igen og arbejder i dette øjeblik på at blive klar til det amerikanske udtagelsesstævne for at kunne tage sig til sine sjette lege, hele 28 år efter sine første. Og det er absolut ikke en umulig opgave.

Se en udsendelse i 4 korte dele her:

Nr. 48. Doina Ignat

Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 1 bronze (1992-2008) Roning (2’er, 4’er og 8’er)

Samlet pointtal: 36

Så går vi videre til roning og ned til Rumænien. Doina Ignat var igennem lang tid en stærk del af det rumænske rohold. Den internationale debut kom ved U-VM i Tjekkiet 1986, hvor det blev til en 5. plads i en singlesculler. 5 år senere kom gennembruddet i dobbeltfireren ved VM i Østrig, hvor hun var med til at sikre en bronzemedaljer. Året efter kom OL-debuten i samme disciplin, denne gang blev det til sølv, 4 sekunder efter en tysk båd. De næste år prøvede hun på forskellige discipliner, og ved OL i Atlanta satte hun sig i en otter, hvor det blev til stor succes, da de tog guld med 4½ sekund ned til Canada på 2. pladsen. De næste år fortsatte hun med konstant at skabe resultater i forskellige både. Derfor var det ikke overraskende at hun ved OL i Sidney var en del af 2 både, nemlig 2’eren uden styrmand og otteren. I begge discipliner blev det til guld, hvor især 2’eren blev til en gyser med 3 både indenfor 2 sekunder. Derefter forsvandt Ignat fra verdensscenen nogle år, men 2003 var hun tilbage for at satse på OL i Athen. Det varede ikke længe før hun igen lignede en medaljekandidat og det blev da også til endnu et guld i otteren. Ignat var virkelig ved at opnå legendestatus. Derefter forlod hun scenen igen for at komme tilbage 2007, hvor otteren fortsatte at skabe gode resultater. Da det kom til OL, formåede man dog ikke at forsvare guldet, men måtte nøjes med bronze, dog kun 3/100 fra sølvet. Derefter blev det lige til et EM-guld i Athen, hvorefter Doina endeligt sagde stop.

Se guldløbet fra Athen:

Nr. 49. Ralph Rose

Medaljer: 3 guld, 2 sølv og 1 bronze (1904-1912) Atletik (Kuglestød, diskoskast og hammerkast)

Samlet pointtal: 35,2

Vi tager turen tilbage over Atlanten til en af USA’s bedste atletikudøvere på denne liste.  Rose var allerede fra en ung alder en stor mand og derfor yderst egnet til de forskellige kastediscipliner. Hans gennembrud kom i 2004, hvor han vandt både kuglestød og diskos ved de såkaldte ”Big Ten” mesterskaber ligesom det blev til 7 amatørmesterskaber i løbet af årene. Derfor var det ikke overraskende, at han lavede gode resultater ved OL hjemme i USA. Hele 3 medaljer blev det til, 1 af hver i henholdsvis kuglestød, diskos og hammerkast. Han deltog også i ”vægtkast”, men her blev det kun til en 6. plads. 4 år senere deltog han kun i 2 discipliner. Først forsvarede han sit guld i kuglestød og derefter gjorde han forsøget i tovtrækning, hvor han var en del af det hold, der blev nr. 5 (sidst). Året efter formåede han så som den første, at kaste kuglen over de 50 fod (15,24 m), helt præcist 15,56, hvilket var den første officielle verdensrekord, som stod i knapt 19 år. Ved VM i Stockholm blev det til guld i det såkaldte 2-hånds kuglestød (hvor man skulle støde 3 gange med hver hånd) og sølv i det normale kuglestød mens det i diskos og hammerkast blev til noget mere sekundære placeringer.

Rose blev indlemmet i USA's atletikforbunds Hall Of Fame i 1976.

Nr. 50. Einar Liberg

Medaljer: 4 guld, 2 sølv og 1 bronze (1908-1924) Skydning (fri riffel og løbende mål)
Samlet pointtal: 35,1

Vi fortsætter med de nordiske skytter. Denne gang går turen dog til Norge. Einar Liberg blev født i Elverum tilbage i 1873. Han fik sin olympiske debut i London, hvor det blev til en klar guldmedalje i holdkonkurrencen i riffelskydning fra 3 positioner. Han deltog også i en anden holdkonkurrence, men her blev det kun til en 6. plads. 4 år senere var han tilbage og skulle være med til at forsvare guldet. Det lykkedes dog ikke, da det blot blev til sølv. Han deltog også i den individuelle konkurrence af samme type, dog med et noget dårligere resultat, nemlig en 15. plads. Da han så kom tilbage efter krigen, havde han fundet en anden disciplin, nemlig løbende mål og her blev det til succes med 2 guldmedaljer i holdkonkurrencerne indenfor henholdsvis enkel- og dobbeltskud. I sidstnævnte tog han også bronze i den individuelle konkurrence. Til sidst blev det også til guld og sølv ved OL i Paris i holdkonkurrencerne i samme discipliner (guld i enkel og sølv i dobbel).

Nr. 51. Wilhelm Carlberg

Medaljer: 3 guld og 4 sølv (1908-1924) Skydning (riffel og pistol)

Samlet pointtal:35,1

Vi fortsætter i Sverige og med skydningen. Wilhelm Carlberg var søn af en dyrlæge. Hans far døde dog da Wilhelm var 12 år gammel. Sammen med sin tvillingebror, Eric, meldte han sig til hæren i 1901 og blev hurtigt til en dygtig skytte. Derfor var det meget naturligt at han stillede til start ved de såkaldte mellemlege i Athen 1906 (ikke medregnet). Her blev det til bronze i duelpistol og så en masse sekundære placeringer. Heller ikke 2 år senere ved OL i London var resultaterne helt vildt imponerende. Der skulle en holdkonkurrence til før han kunne tage en sølvmedalje. Det blev også til en 5. og en 7. plads. 4 år senere kom det store gennembrud dog på hjemmebane med hele 5 medaljer ud af de 8 discipliner som han deltog i. Året efter blev det så til guld og bronze ved VM. Derefter kom krigen og Carlberg blev hjemme i anonyme Sverige. 1921 giftede han sig så med en sanger, men karrieren var ikke slut, derimod kom han som 44-årig med ved OL i Paris, hvor han tog en sidste sølvmedalje. Også tvillingebroren Eric har et fornuftigt OL-facit med 2 guld og 3 sølv i skydning.

Nr. 52. Alfred Swahn

Medaljer: 3 guld, 3 sølv og 3 bronze (1908-1924) Skydning (løbende mål samt lerdue)

Samlet pointtal: 35,1

Så tager vi turen mod øst til vores naboland Sverige. Alfred Swahn hører til blandt de absolut bedste OL-skytter med sine 9 medaljer og derudover 4 4. pladser. Swahn fik sin debut ved OL i London 1908, hvor han deltog ved holdkonkurrencen i løbende mål bl.a. sammen med sin far Oscar, hvor det blev til hans første guldmedalje. Swahn deltog også i trap, men der blev det kun til en 25. plads. 4 år senere blev det til stor succes på hjemmebane med 2 guldmedaljer og 2 4. pladser indenfor løbende mål og trap. Det ene guld var igen sammen med hans far. 4 år senere var 1. verdenskrig i vejen, men Alfred blev ikke synderligt berørt af det og var derfor fuldstændig klar igen i Antwerpen 1920, hvor det blev til 2 sølv, 1 bronze og endnu en 4. plads. Igen var hans far med, her blev han den ældste medaljør gennem tiderne og er det stadig. Til sidst blev det til 5 konkurrencer i Paris, hvor ”Alf” tog 1 sølv og 2 bronze. 

Nr. 53 Nadia Comaneci

Medaljer: 5 guld, 3 sølv og 1 bronze (1976-1980) Gymnastik (alt undtagen spring over hest)

Samlet pointtal: 35

Når det det diskuteres hvem der er den bedste kvindelige gymnast, er det næsten garanteret af Comaneci er blandt de nævnte. Rumæneren blev introduceret til gymnastikken i børnehaven og allerede som 7-årig blev hun bemærket. De næste år blev der arbejdet hårdt med hende og allerede som 13-årige blev hun en stjerne, da hun ved EM 1975 tog guld ved alt andet end gulvøvelser. Året efter gjorde hun så det umulige, da hun ved American Cup hele 2 gange formåede at score de maximale 10, begge i spring over hest. Senere på året kom hun så til OL med lidt smerter i ankelen. Det forhindrede hende dog absolut ikke i at brillere. Allerede dagen efter legenes åbning viste hun sig frem i holdkonkurrencen med hele 3 10’ere. Det var man overhovedet ikke forberedt på, tavlerne kunne simpelthen ikke vise 10.0, så i stedet stod der 1.0, hvor det så var nødvendigt at forklare hvordan det stod til. På trods af dette imponerende resultat måtte der rumænske hold nøjes med sølv. Det skulle dog absolut ikke være det sidste fra Nadia. I løbet af de næste dage lavede hun 3 ekstra 10’ere og på trods af at hendes nærmeste modstander, Nellie Kim, også formåede at lave en enkelt, blev det til en klar sejr i mangekampen ligesom hun også tog guld i forskudt barre og bom, mens hun måtte nøjes med bronze i øvelse på gulv (muligvis grundet smerterne) og en ”skuffende” 4. plads i spring over hest. De næste år var turbulente bl.a. pga. landets leder Ceauşescu samt et tvungent trænerskifte. Da det viste sig, at det gik hende imod, fik hun dog lov til at skifte tilbage til de gamle trænere. Dermed var hun tilbage for fuld kraft 1979, hvor det blev til 3 guldmedaljer ved EM samt en enkelt ved VM, hvilket nok var blevet til mere, hvis det ikke var fordi hun skar sig og blev ramt af blodforgiftning. Ved OL var forventningerne igen ganske store og det blev da også til 2 guldmedaljer (bom og forskudt barre) samt sølv i både mangekamp og holdkonkurrencen. Året efter tog hun 5 guldmedaljer ved Universiaden, hvorefter hun sagde stop. 1984 modtog hun den olympiske orden ligesom hun 1993 som kun 2. gymnast blev indlemmet i gymnastikkens Hall of Fame. 

Se et indslag om Comaneci:

Nr. 54 Ian Thorpe

Medaljer: 5 guld, 3 sølv og 1 bronze (2000-2004) Svømning (Fristil og holdkap)

Samlet pointtal: 35

Vi tager et smut Down Under. Helt præcist til Australiens til dato største olympier, nemlig svømmeren Ian Thorpe. Thorpe voksede op i en sportsfamilie med to dygtige sportsfolk som forældre. De var dog begge indenfor boldspil. Derfor var det noget overraskende at det var svømningen der fangede Thorpe. Ians svømmekarriere startede allerede, da han var 5. Hans søster havde brækket håndledet og skulle have det trænet op igen ved hjælp af svømning. Ian blev hurtigt fanget af sporten og på trods af at han var allergisk for klor konkurrerede han allerede som 7-årig. De næste år viste store fremskridt og 6 år senere fik han allerede chancen ved de nationale mesterskaber. Her manglede han dog en del. Senere på året tog han sig dog til finalen ved kortbanemesterskaberne. Allerede året efter kom så den internationale debut som den yngste australier nogensinde ved de kontinentale mesterskaber. Endnu et år senere blev det så til hans første VM-guld, ja det blev sågar til 2, nemlig 4x200 fri samt 400 fri. Thorpe var blevet til en stjerne og de næste år fortsatte fremgangen blot. De første verdensrekorder blev slået og forventningerne var enorme til ham, da han stod til start ved OL på hjemmebane. Det var der absolut ikke nogle problemer med. Godt nok manglede der lige et halvt sekund op til Pieter Van den Hoogenband i finalen på 200m fri, men i 400m fri, 4x100m og 4x200m fri blev det til verdensrekord og guld. Også i 4x100m medley blev det til sølv, men her var han kun med i det indledende heat. Året efter imponerede han endnu mere med hele 6 guldmedaljer ved VM med Verdensrekorder på både 200, 400 og 800m fri samt i 4x200m fri. Succesen fortsatte de næste år og op til OL 2004 lovede Speedo ham 1 million amerikanske dollars, hvis han kunne efterligne Mark Spitz’s 7 medaljer. Det prøvede Thorpe ikke engang på, han ville kun stille op i 6 discipliner. Det blev sågar kun til 5, da han ved det australske udtagelsesstævne mistede balancen på startblokken før 400m fri og blev derfor disket for tyvstart. Han fik dog en plads da en landsmand under et interview sagde, at han gav ham pladsen. Ved OL blev det så til 3 guldmedaljer, bl.a. forsvaring af guldet på de 400m, samt 1 sølv og 1 bronze. Kort efter sagde han stop, prøvede på at komme igen i 2006 men sagde så at det ikke gik. For ca. et år siden annoncerede han dog, at han ville prøve på at kvalificere sig til OL i London, hvilket dog ikke er lykkedes. En anden ”sjov” detalje omkring Thorpe, var at han den 11. september 2001 var på vej til World Trade Center, da han opdagede at han havde glemt sit kamera. Dette må vel siges at have været meget heldigt, da det nok reddede hans liv.

Se Thorpes guldløb fra 2000

100 dage tilbage

OL nærmer sig hastigt og kvalifikationerne er i fuld gang.

Danmark har passeret de 50 kvotepladser og er lige nu sikret deltagelse indenfor 14 sportsgrene. Altså er vi allerede godt på vej mod en trup på godt 100 atleter. Der bliver skrevet historie med jævne mellemrum og den kommende trup kommer helt sikkert også at tage sig ind på top 10 over nationens største OL-trupper. Mie Skov er sikret pladsen som Danmarks første kvindelige bordtennisspiller ved OL, Dennis Ceylan bliver den første bokser i 16 år, vi har et hold med i bueskydning for første gang siden Seoul-OL.

Foruden de allerede kvalificerede skulle der også gerne blive plads i mindst 4 sportsgrene til.

Vi ser desuden også ud til at komme til London med usædvanligt mange medaljekandidater.
Skal man tro på USAToday skal vi se frem til danskere på podiet 6 gange i løbet af de 17 dage, men hvis alt går op i en højere enhed kan det reelt set blive det dobbelte, et facit som vi skal helt tilbage til de seneste lege i London, altså 1948, for at overgå.

Altså er der allerede nu 100 dage før åbningsceremonien (98 dage før de første fodboldkampe) kridtet op til hvad der ser ud til at blive nogle yderst spændende lege og så sågar næsten i vores egen baghave. Hver eneste dag vil vi kunne følge de danske atleter i kampen om medaljer på en af de 34 arenaer rundt omkring i London og resten af Storbritannien.  

Imens det knapt nok er gået op for danskerne endnu, hvor tæt på legene nu er, fylder det helt sikkert hovedet på samtlige atleter med planer eller drømme om at deltage. Manges drømme er allerede knuste, andres lever endnu, mens nogle helt tredje blot tæller ned til den da hvor formen skal være i top.

For hver dag der går, er der en mindre til man skal være over sin skade, i absolut topform eller til den sidste kvalifikationsmulighed. Derfor er de næste 98 dage ikke blot ventetid, hverken for atleterne eller fans. For der er stadig masser af pladser tilbage at hente. Hver dag er en del af nedtællingen, men det er i højeste grad også en del af spændingen. Ifølge OL.dk er der stadig 23 datoer af interesse for dansk sport, ja allerede på lørdag kan der føjes ekstra danske pladser til listen, hvis bryderne lykkes.

OL er simpelthen det største der eksisterer indenfor sportsverdenen og en af de ting der gør det endnu større er den hårde kamp om pladserne der har været i gang i et år og stadig fortsætter de næste 2½ måned.

Dette lyder meget som en intro til noget større, og det kan det måske også menes som. Det eneste Jeg kan garantere, er i hvert fald, at der de næste 118 dage vil være intensivt arbejde med denne blog. Det første resultat af dette kan ses inden ugen er omme.

14 uger og 2 dage - 100 dage - 2400 timer - 144000 minutter - 8640000 sekunder. 

Tiden går hurtigt og inden vi har set os om, er den olympiske flamme (der i øvrigt tændes d. 10. maj) på vej ind på det olympiske stadion for at starte legene.

Nr. 55. Alexander Popov

Medaljer: 4 guld og 5 sølv (1992-2000) Svømning (fri)

Samlet pointtal: 35

Så er det blevet tid til en af vor tids største svømmesprintere og igen er det en fra det gamle Sovjet. Popovs svømmekarriere startede da han var 8. Dengang var han bange for vandet. Det var han slet ikke efter han havde fået lidt undervisning. Tvært imod viste han hurtigt et stort talent frem for alt indenfor rygcrawl. Det viste sig dog, at talentet var endnu større indenfor fristil og derfor skiftede han med hjælp af succestræneren Gennadi Touretski til denne stil. Allerede året efter (1991) gav det pote, da han tog 3 guldmedaljer ved EM, heriblandt 100m fri. Året efter fik han så sin Olympiske debut med starter i de 2 sprinterdistancer samt i finalerne i de 2 korte holdkapper. I samtlige 4 løb var han hurtigst men det blev dog alligevel ”kun” til 2 guldmedaljer, nemlig i 50 og 100m fri, mens han måtte nøjes med sølv i holdkapperne. De næste år fortsatte dominansen med præcis de samme medaljer ved VM i Rom 1994 og 4 guldmedaljer ved EM 1993 og 95 ligesom han tog verdensrekorden i 100m fri i juni 1994. Ved OL i Atlanta blev det til præcis samme facit som i Barcelona, denne gang dog efter hård kamp mod amerikanske Gary Hall jr. der lykkedes at slå Popov på sidste strækning af 4x100 fri. Dog var Popov stadig kongen i det individuelle. Derefter var det dog meget tæt på at gå galt, da han kort efter OL blev stukket ned i Moskva. Han blev dog hurtigt opereret og brugte 3 måneder på at komme tilbage til svømmehallen. Det lykkedes til fulde, da han året efter forsvarede sine 4 guld fra EM ligesom han forsvarede VM-guldet i 100m fri. Året efter blev han valgt ind i IOC men fortsatte karrieren for fuld kraft. Dette bevistes især ved at han slog verdensrekorden i 50m fri ved OL-kvalifikationen 2000. Ved OL blev det dog kun til en 6. plads heri mens 100m løbet blev noget mere succesfuld, da han nemlig tog sølv. De næste år fortsatte de fine resultater frem for alt med 3 guldmedaljer ved VM i Barcelona 2003. Derfor var det ikke så underligt at han også forsøgte sig ved OL i Athen. Han havde da næsten lige vundet guld i 50m ved EM, men det var der langt til ved OL. Her blev det nemlig overhovedet ikke til nogen finaleplads i hverken 50 eller 100m. Popov er den dag i dag stadig med i IOC. Hans verdensrekord på 50m holdt helt til 2008, hvor Eamon Sullivan slog den med kun 8/100 på trods af hjælp fra de såkaldte superdragter, det siger vist en del om Popovs teknik og styrke.

Se Popovs guldløb på 100m ved VM 1998:

Nr. 56. Vitaly Scherbo

Medaljer: 6 guld og 4 bronze (1992-1996) Gymnastik (alt undtagen gulv)

Samlet pointtal: 34

Vi fortsætter med Sovjet og vi fortsætter med gymnastikken. Vi tager dog en del år frem. Vitaly blev allerede introduceret til gymnastikken som 7-årig af sin mor, der gerne ville have ham til at brænde noget af hans energi af. Allerede tidligt blev hans talent set, og han blev sendt videre til en kostskole for unge atleter hvor han lynhurtigt udviklede sig indenfor gymnastik. Det kunne man dog ikke sige om hans personlighed, da han simpelthen ikke havde respekt for de voksne og den strenge disciplin der forventedes. Det skadede dog ikke hans karriere og allerede som 18-årig tog han sine første individuelle medaljer med 3 guldmedaljer ved EM i Lausanne. Året efter stillede han op til VM, hvor han måtte ”nøjes” med 1 guld og 4 andre medaljer. Ved OL forventede trænerne af holdet af ekssovjetlande (udover de baltiske), at det ikke var Scherbo der skulle lave de store resultater, han var simpelthen for ustabil. De tanker skulle dog meget stærkt gøres til grin, da han på konkurrencens første dag kvalificerede sig til finalen i alt undtagen reck og dermed var en vigtig mand i holdets hold-guld. Dagen efter fortsatte det og han blev nr. 1 i mangekampen. På gymnastikkens 3. dag fuldendte han sin dominans ved at tage guld i 4 af 6 enkeltdiscipliner og dermed blive legenes absolut største stjerne. De næste år fortsatte han i top og allerede som 22-årig havde han taget guld i samtlige discipliner ved VM. På trods af den sportslige succes var slet ikke alt godt. Situationen i Hviderusland var slem og hans familie blev berørt af både indbrud og snak om en forestående kidnapning af hans datter. Bl.a. derfor flyttede han og familien til USA. Det var dog ikke slutningen for problemerne. 1996 var hans kone ude for en slem trafikulykke, hvorefter det forventedes at det blot var spørgsmålet om tid før hun skulle dø. Det var starten af en hård måned hvor Scherbo brugte hver dag ved sin kones side. Gymnastikken blev lagt til siden og han tog hurtigt flere kilo på, ligesom han fik nogle problemer med alkohol. Da konen Irina mirakuløst vågnede fra sit koma, blev karrieren genstartet og han var tilbage med guld ved VM og 4 bronzemedaljer ved OL i Atlanta. Der var dog ingen tvivl om, at han havde mere i sig, men det havde simpelthen været umuligt at nå topformen efter den hårde start på året. Vitaly Scherbo ejer nu et gymnasium for gymnastiktalenter ligesom han tilbage i 2009 blev valgt ind i gymnastikkens Hall of Fame.

Se et indslag om Scherbo:

Nr. 57. Polina Astakhova

Medaljer: 5 guld, 2 sølv og 3 bronze (1956-1964) Gymnastik (mangekamp, forskudt barre og holdkamp)

Samlet pointtal: 34

Vi fortsætter med sovjetisk gymnastik, men vi går noget længere tilbage. Polina Astakhova startede med gymnastikken som 13-årig efter at have set de lokale mesterskaber. Som 18-årig deltog hun ved de sovjetiske mesterskaber for første gang. Her imponerede hun tydeligvis, for ca. 1½ år senere var hun med ved OL i Melbourne, hvor hun frem for alt var en del af det guldvindende hold og ligeså var med til at tage bronze ved holdkonkurrencen med bærbare redskaber (meget lig nutidens rytmisk gymnastik). De næste år viste hun sig også frem i det individuelle, frem for alt med guldmedaljer ved EM og de Sovjetiske mesterskaber. Alligevel fik hun en sekundær plads ved OL 1960, da det sovjetiske hold mildt sagt var stjernespækket. Ikke desto mindre tog hun 4 medaljer, heraf 2 guld (hold og forskudt barre) mens det blev til sølv i gulvøvelserne og bronze i mangekampen. Året efter var hun en af de store ved EM, hvor det blev til 4 individuelle medaljer. Ved OL i Tokio tog hun et skridt op i det sovjetiske hierarki, men det blev ikke desto mindre til præcis de samme medaljer som 4 år tidligere. 

Se et kort indslag om Astakhova:

Nr. 58. Alexander Dityatin

Medaljer: 3 guld, 6 sølv og 1 bronze (1976-1980) Gymnastik (alle discipliner)

Samlet pointtal: 34

Vi tager tilbage til Sovjetunionen. Denne gang er det tilbage til en af deres store paradediscipliner, nemlig gymnastik. Allerede ved sine første mesterskaber, EM 1975 tog han 3 medaljer. Han imponerede året efter og tog 2 sølvmedaljer ved OL og blev egentlig også nr. 3 i gulvøvelserne. Men da både nr. 1 og 2 i kvalifikationen var fra Sovjet kunne han ikke være med i finalen (det sagde reglerne). 1978 kom så det store gennembrud, da han vandt den samlede World Cup i både mangekamp og ringe og var på podiet i 4 andre discipliner. Derfor kom det ikke som nogen større overraskelse, at han var en af de helt store ved VM året efter, hvor det blev til 4 guld medaljer.  Han var en storstjerne både i Sovjet og hele verden og forventningerne til ham på hjemmebane ved OL 1980 var enorme. Det berørte ham tydeligvis knapt nok, da han sikrede sig medaljer i samtlige discipliner, heraf 3 guldmedaljer, hvilket gjorde ham til den første til at tage 8 medaljer ved samme OL, hvilket kun Michael Phelps har formået at efterligne. Kort efter OL stoppede karrieren grundet en alvorlig skade.

Se et kort indslag om ham:

Nr. 59. Alfred Lane

Medaljer: 5 guld og 1 bronze (1912-1920) Skydning (pistol)
Samlet pointtal: 33,8

Lane blev født i New York City 1891. Han startede sin skydekarriere i en ung alder og fik ganske hurtigt kælenavnet ”the boy wonder” (vidunderdrengen), da han allerede som 19-årig tog flere amerikanske mesterskaber i skydning. Derfor var det ikke overraskende, at han var med, da USA’s OL-trup tog til Stockholm. Her deltog han i 4 discipliner og var bedst i dem alle. Det blev dog kun til 3 medaljer, da hans holdkammerater i 30m med duelpistol ikke formåede at leve helt op til hans resultater. Derfor måtte man der nøjes med en 4. plads. Derefter kom verdenskrigen og Lane måtte holde sig hjemme i USA uden noget OL. Det gjorde dog ikke noget slemt, da han var tilbage 8 år senere og igen skabte flotte resultater. Igen var han en vigtig mand for det amerikanske hold, denne gang i 50m fri pistol. Den individuelle disciplin tog han bronze i. Lane er en af kun 6 skytter til at have vundet 5 guldmedaljer.

Nr. 60. Elena Novikova-Belova

Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 1 bronze (1968-1980) Fægtning (Fleuret)

Samlet pointtal: 33,6

Vi fortsætter med endnu en fægter fra Sovjetunionen. Denne gang er det den bedste kvinde. Elena Novikova blev født helt ude i det østligste af unionen. Det varede dog ikke længe før hun flyttede til det nuværende Hviderusland, hvor hun trænede sammen med et stærkt felt af elitefægtere. Det gav hurtigt resultater, og som 21-årig blev hun udtaget til sine første lege. Det var et smart valg, for hun fløj simpelthen igennem det hele og tog en sikker sejr i både individuelt og holdkonkurrencen. 4 år senere fortsatte den sovjetiske dominans i holdkonkurrencen. Her tabte Novikova kun 3 dueller. Det gik dog slet ikke lige så godt i den individuelle konkurrence, hvor hun godt nok kæmpede sig frem til finalegruppen, men der måtte se sig besejret 3 gange, hvilket betød at hun måtte nøjes med en 5. plads. Yderligere 4 år gik, og træningen fortsatte og igen blev det til et holdguld, hvilket Novikova havde en stor del af æren for, da hun ikke en eneste gang blev besejret en eneste gang. Det blev hun dog i den individuelle konkurrence. Dog gik det en tand bedre ned kun 2 nederlag i finalerunden, hvilket betød bronze. Afslutningsvis blev Elena også udtaget til OL på hjemmebane, hvor holdet for første gang længe måtte se sig besejret i finalen og nøjes med sølvmedaljen. I den individuelle konkurrence blev det kun til en delt 9. plads. Elena Novikova-Belova var en stor sportskvinde og udviste stor sportsånd, hvilket betød at hun 2007 fik tildelt Pierre de Coubertin Medaljen som kun den 11 person.

Nr. 61. Viktor Sidyak

Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 1 bronze (1968-1980) Fægtning (sabel)

Samlet pointtal: 33,6

Viktor Sidyak hører til blandt Sovjetunionens bedste fægtere gennem tiderne. Påvirket af Dumas’ klassiker ”De tre musketerer” begyndte Sidyak med fægtningen som 15-årig. Allerede som ung repræsenterede har Ukraine i interne Sovjetiske konkurrencer og lavede flotte resultater. Som 24-årig fik han sin Olympiske debut. Her kom han og resten af det sovjetiske hold ganske nemt frem til finalen i holdkonkurrencen, hvor Italien dog gav stærk modstand, hvilket betød at Sidyak måtte se sig besejret i halvdelen af sine dueller. Ikke desto mindre blev det til guld, mens han ikke var god nok endnu til at tage en plads i den individuelle konkurrence. Det var han dog 4 år senere, hvor han ikke blot var med, men også tog sig hele vejen til guldet med kun 4 tabte dueller. Det var dog i holdkonkurrencen han blev berømt. Dette var fordi han i finalen fægtede med bandage for sit højre øje, da han havde fået fjernet en smule af en tidligere modstanders klinge dagen før. Dette var muligvis skyld i at han tabte 2 af sine 3 dueller i finalen, hvilket havde en del af skylden i, at det sovjetiske hold måtte nøjes med sølv efter en periodes dominans. De kom dog hurtigt tilbage og var igen favoritter ved OL i Montreal. Dette blev især vist, da de 3 deltagende sovjetiske fægtere tog de 3 forreste placeringer i den individuelle konkurrence. Her blev Sidyak henvist til 3. pladsen. Alligevel var det tæt på at gå galt i semifinalen mod Rumænien, hvor det endte med 8-8 i dueller. Sovjet havde dog taget et enkelt point mere end Rumænien i disse dueller og tog sig dermed til finalen, som slet ikke var lige så spændende. Sovjet sikrede sig sejren med 9-5. 4 år senere sikrede de sig endnu et guld, hvilket blev slutningen af Sidyaks karriere.

Nr. 62. Leontien Van Moorsel

Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 1 bronze (2000-2004) Cykling (Landevejsløb, enkelstart, pointløb og individuelt forfølgelsesløb)

Samlet pointtal: 33,6

Van Moorsel hører utvivlsom til blandt de største OL-cykelryttere. Hendes karriere varede dog længe før OL-resultaterne kom. Fra hun var helt ung var der ingen tvivl om at hun havde talent, da hun allerede som 18-årig tog en 2. plads ved de nationale mesterskaber. 2 år senere kom hendes første VM-medaljer, da det blev til guld i individuelt forfølgelsesløb på banen og 50km holdløb på landevejen. 1990 var også året, hvor hun begyndte at vise sig frem uden for Holland med topresultater i flere franske løb. Året efter blev det til den første individuelle landevejsmedalje, da hun tog guld i linjeløbet. Derfor var det ikke nogen overraskelse, at hun blev udtaget til OL i Barcelona, hvor hun skulle konkurrere i linjeløbet og det individuelle forfølgelsesløb. Det blev dog til skuffende resultater med en 7. plads på banen og en placering som nr. 23 på landevejen, hvor hun vandt spurten i 2. gruppe. Året efter tog hun også en del sejre, men allerede da var der store problemer med anoreksi og bulimi, hvilket betød at hun året efter mere eller mindre forsvandt. Således var hun væk i næsten 4 år og missede dermed chancen for start i Atlanta. 1997 kom hun dog tilbage med flere fine resultater og årene efter tog hun massevis af sejre. Derfor var hun storfavorit i Sidney, og hun tog absolut chancen og blev med 4 medaljer (guld i enkelstart, landevejsløb og individuelt forfølgelsesløb og sølv i pointløb) den hidtil mest succesfulde kvindelige cykelrytter ved et OL, sågar med en verdensrekord i forfølgelsesløbet. De næste år fortsatte de stærke resultater på hjemmebane og ved VM. Derfor var hun selvfølgelig med i truppen igen i Athen, dog ikke i pointløbet. Landevejsløbet blev ødelagt da hun styrtede på næstsidste omgang og udgik. Det blev dog revancheret 3 dage efter med en ganske sikker sejr på enkelstarten med 24 sekunder ned til nr. 2, amerikanske Deirdre Demet-Barry. Yderligere 4 dage senere tog hun bronze i forfølgelsesløbet, ganske tæt på et sølv.

Se et kort indslag om hende fra 1992-OL: