Medaljer: 3 guld og 2 sølv (1920-1936) Roning (Singlesculler,
dobbelsculler, firer uden styrmand, otter)
Samlet pointtal: 31,5
Så er det tilbage i tiden til en af de store legender indenfor roning. Jack Beresford blev født tilbage i 1899 som søn af den senere olympiske roer Julius Beresford, der i 1912 tog en sølvmedalje. Oprindeligt var Jacks bedste sport Rugby, men en skade i benet under første verdenskrig betød, at han måtte koncentrere sig mere om roningen, som han også tidligere viste potentiale i. I 1920 vandt han singlesculleren i den traditionelle Henley Regatta, hvilket gav ham en plads som Storbritanniens repræsentant i Antwerpen. Det resulterede i en sølvmedalje efter en legendarisk finale, hvor han måtte se sig besejret af amerikaneren John Kelly med kun 1 sekund, hvilket endnu er det tætteste OL-løb på distancen. 4 år senere var Beresford tilbage, denne gang i Paris. På Seinen startede han med at skuffe og skulle igennem et opsamlingsheat for overhovede at komme i finalen. Her tog han dog sejren med 5 sekunder i lugten fra en parfumefabrik ved bredden. De næste år dominerede han de store regattaer inden han besluttede sig for at bevæge sig op i klasserne til dobbelsculleren og otteren. Ved Amsterdamlegene var det otteren sammen med folk fra sin roklub, der dog måtte nøjes med en sølvmedalje. Hans liv bestod kun af 2 ting, roning og familiens møbelfirma, så hver eneste time blev næsten brugt på en af disse. Beresford skiftede igen, denne gang ned til fireren, hvor han bl.a. roede sammen med en af sine kammerater fra otteren, John Badcock. USA var på hjemmebane, men måtte alligevel ganske klart se sig slået af Beresfords hold, ja de røg sågar helt af medaljeskamlen. 4 år senere fik Beresford æren af at bære fanen ind på Berlins olympiske stadion, men det var forventet, at det også var det eneste han ville få lov til. Han var 37 og hans partner, Dick Southwood, var 30. De var simpelthen for gamle. Tyskerne ville tage alt... troede man i hvert fald. Det tyske ropars træner var dog englænder, og forklarede, at for at have en chance, skulle det britiske par have en tyndere båd. Det blev der sørget for. På kort tid blev den fremstillet, testet og sendt til Tyskland. Men til rostadion kom den aldrig. Det var roningens sidste dag og tyskerne havde vundet samtlige 5 discipliner hidtil, da finalen skulle ros, hvilket blot ville være underholdning for Hitler, der havde taget sig tid til at se ydmygelsen af resten af verden. Han måtte dog gå skuffet hjem, de Beresford og Southwood efter at have været langt efter med kun den halve bane tilbage, formåede at indhente det tyske favoritpar og tage sejren med 2 bådlængder. Som om det ikke var nok, måtte også den tyske otter se sig distanceret. En fuldendelse af den tyske dominans blev til en gigantisk skuffelse. Dog ikke for Beresford, der siden har udtalt, at det var den bedste sejr han nogensinde havde taget.
Så er det tilbage i tiden til en af de store legender indenfor roning. Jack Beresford blev født tilbage i 1899 som søn af den senere olympiske roer Julius Beresford, der i 1912 tog en sølvmedalje. Oprindeligt var Jacks bedste sport Rugby, men en skade i benet under første verdenskrig betød, at han måtte koncentrere sig mere om roningen, som han også tidligere viste potentiale i. I 1920 vandt han singlesculleren i den traditionelle Henley Regatta, hvilket gav ham en plads som Storbritanniens repræsentant i Antwerpen. Det resulterede i en sølvmedalje efter en legendarisk finale, hvor han måtte se sig besejret af amerikaneren John Kelly med kun 1 sekund, hvilket endnu er det tætteste OL-løb på distancen. 4 år senere var Beresford tilbage, denne gang i Paris. På Seinen startede han med at skuffe og skulle igennem et opsamlingsheat for overhovede at komme i finalen. Her tog han dog sejren med 5 sekunder i lugten fra en parfumefabrik ved bredden. De næste år dominerede han de store regattaer inden han besluttede sig for at bevæge sig op i klasserne til dobbelsculleren og otteren. Ved Amsterdamlegene var det otteren sammen med folk fra sin roklub, der dog måtte nøjes med en sølvmedalje. Hans liv bestod kun af 2 ting, roning og familiens møbelfirma, så hver eneste time blev næsten brugt på en af disse. Beresford skiftede igen, denne gang ned til fireren, hvor han bl.a. roede sammen med en af sine kammerater fra otteren, John Badcock. USA var på hjemmebane, men måtte alligevel ganske klart se sig slået af Beresfords hold, ja de røg sågar helt af medaljeskamlen. 4 år senere fik Beresford æren af at bære fanen ind på Berlins olympiske stadion, men det var forventet, at det også var det eneste han ville få lov til. Han var 37 og hans partner, Dick Southwood, var 30. De var simpelthen for gamle. Tyskerne ville tage alt... troede man i hvert fald. Det tyske ropars træner var dog englænder, og forklarede, at for at have en chance, skulle det britiske par have en tyndere båd. Det blev der sørget for. På kort tid blev den fremstillet, testet og sendt til Tyskland. Men til rostadion kom den aldrig. Det var roningens sidste dag og tyskerne havde vundet samtlige 5 discipliner hidtil, da finalen skulle ros, hvilket blot ville være underholdning for Hitler, der havde taget sig tid til at se ydmygelsen af resten af verden. Han måtte dog gå skuffet hjem, de Beresford og Southwood efter at have været langt efter med kun den halve bane tilbage, formåede at indhente det tyske favoritpar og tage sejren med 2 bådlængder. Som om det ikke var nok, måtte også den tyske otter se sig distanceret. En fuldendelse af den tyske dominans blev til en gigantisk skuffelse. Dog ikke for Beresford, der siden har udtalt, at det var den bedste sejr han nogensinde havde taget.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar