søndag den 4. marts 2012

Nr. 72. Paul Elvstrøm




Medaljer: 4 guld (1948-1960) Sejlsport (Finnjolle og Firefly)
Samlet pointtal: 32
Når der tales om den største indenfor sejlsport nogensinde, vil langt de fleste nævne Elvstrøm og en del vil også nævne ham som den største sportsmand Danmark nogensinde har haft. Der kan i hvert fald ikke være nogen tvivl om, at han er den største Olympier vi har haft, da han er en af kun 4 til at tage guld ved 4 lege i træk. Elvstrøm revolutionerede sporten allerede fra ung alder og man kan på flere måder se den indflydelse han har haft på sporten. Som 20-årig tog han sin første guldmedalje ved OL i London på trods af ikke at have gennemført første sejlads. 4 år senere var han tilbage og dominerede i finnjollen med sejre i 4 af 7 sejladser og med en 5. plads som sin dårligste placering. Hvor han 4 år tidligere kæmpede sig fra bunden op, var han denne gang nr. 1 fra start til slut. Han fortsatte med træningen (hvilket var meget usædvanligt indenfor sejlsporten den gang) og dominerede endnu mere 4 år siden, hvor han vandt 5 af 7 sejladser på de australske vande, hvor de 4 var i træk. 1960 var han sågar så dominerende, at han vandt på trods af at han ikke startede i den sidste sejlads. 8 år senere stillede han til start igen, denne gang i starbåden sammen med Poul Mik-Meyer. De vandt en sejlads, men måtte nøjes med en 4. plads. 4 år senere satte han sig igen i en olympisk båd, denne gang i soling, hvor han måtte nøjes med en 13. plads i typen, der sidenhen blev en af Danmarks bedste. Til sidst prøvede han 2 gange i klassen tornado, som dengang hørte til blandt de hårdeste, hvor han deltog med sin datter. I 84 var han yderst tæt på bronze men måtte nøjes med en 4. plads, mens det 88 blev til en 15. plads. Han var også yderst aktiv ved verdensmesterskaberne, hvor han i løbet af 24 år tog 13 guldmedaljer i 8 forskellige bådtyper. Han var ikke bare fremragende i en eller 2 typer, han var bedst i en masse. Paul Elvstrøm blev i 1996 kåret til århundredets sportsmand og var tidligere den første sportsmand til at blive ridder af Dannebrogsordenen. 

Ingen kommentarer:

Send en kommentar