Medaljer: 5 guld (1920-1924) Skydning (Fri riffel og
militærriffel)
Pointtal: 32,5
Vi fortsætter med de gamle amerikanske skytter, denne gang
dog til en, der ikke blot var med i Antwerpen men også i Paris. ”Bud” lod sig
hverve til det amerikanske marineinfanteri. Her viste han tidligt, at han var
en fremragende skytte, ja sågar som en af de absolut bedste. Derfor var det
ikke så overraskende, at han fik chancen ved OL i Antwerpen. Her fik han
chancen 3 gange, hvoraf 2 var i holdkonkurrencer. Alle 3 gange viste han sin
store præcision på trods af stor nervøsitet. Der tales sågar om, at han ventede
hele 20 minutter før han fyrede et skud af og dette kun fordi hans træner
beordrede ham til at skyde. 4 år senere tog han så til Europa igen, denne gang
til Paris og denne gang for kun at deltage i 2 discipliner. Ikke desto mindre
var han igen her sikrest af alle, hvilket bl.a. sikrede USA en sejr på hele 30
points i holdkonkurrencen, mens han måtte ud i omskydning for at tage den
individuelle sejr på 600m. Udover OL-medaljerne vandt han også en længere række
verdensmesterskaber indtil han stoppede sin aktive karriere i 1934. Herefter
var han skydetræner for både marineinfanteriet og politiet, hvilket han også
blev indkaldt for at hjælpe med under 2. verdenskrig.
Medaljer: 4 guld, 1 sølv og 2 bronze (1920) Skydning
(militærriffel, fri riffel og løbende mål)
Pointtal: 32,5
Kun ganske sjældent opleves det, at en sportsmand tager 7
medaljer ved samme stævne. Ved OL har 10 personer gjort dette. En af dem er
Lloy Spooner, der ligeså er en af kun 2 personer her på listen, der kun har
været til OL én gang. Lloyd blev født i Tacoma Washington tilbage i 1884 og var
således hele 35 år gammel, da han tog turen til Europa for at deltage ved OL i
Antwerpen. Her deltog han i hele 13 discipliner, flere af dem på samme dag.
Inden for de individuelle discipliner var succesen begrænset, da det kun blev
til en medalje, bronze i 600m liggende militærriffel, men i samtlige
holdkonkurrencer han deltog i, undtagen en, var han en vigtig del af kampen for medaljer
og her blev det således til hele 6 medaljer. Desværre er informationerne om
denne ellers ganske store sportsmand yderst sparsomme. Han var dog
præmierløjtnant i den amerikanske hær og blev begravet på militærkirkegården
Arlington efter sin død i 1966.
Medaljer: 4 guld og 1 sølv (1984-1988) Kajak (K1, K2 og K4)
Samlet pointtal: 32,2
Når man tænker på New Zealand og sport er kajakroning ikke
ligefrem den første sportsgren der springer en i hovedet. Ikke desto mindre, er
det her NZ’s klart mest succesfulde olympier deltog, nemlig Ian Ferguson. Ferguson
fik sin olympiske debut som 23-årig ved OL i Montreal. Her måtte han dog nøjes
med ganske klart at blive slået ud med en næstsidsteplads i både det indledende
heat og opsamlingsheatet. Han lod sig dog ikke forskrække og fortsatte således
med fuld fart fremad og gjorde store fremskridt i løbet af de næste 4 år. Det
var dog stadig ikke helt nok for den da 27 årige New Zealænder, der måtte nøjes
med en 7. plads på den korte K1’er og en 8. plads på den lidt længere. Han
fortsatte dog den hårde træning, og 3 år senere gav det så endelig pote, da han
tog sølv ved VM. Året efter fløj de new Zealandske kajakker igennem vandet ved
OL og Ferguson skulle således igennem 3 finaler på 2 dage. D. 10. august så han
endelig så han endelig sin store satsning give pote, da han tog 2 guldmedaljer,
en i K1 og en i K2, begge foran en svensk kajak. Dagen efter kom det tredje
guld i hus i K4’eren, igen foran en svensk kajak (alle 3 med Lars-Erik Moberg
i). Kort derefter måtte han dog indse, at han blev overgået i K1’eren, så her
overtog hans bådkammerat Paul MacDonald, der havde været med i K2 og K4 i Los
Angeles, ligesom andre tog over i K4’eren. Derfor havde Ferguson kun 2 medaljechancer
i Seoul, som han dog udnyttede til et guld i K2 500m og et sølv dagen efter på
den dobbelte distance, begge sammen med MacDonald, der også sikrede sig et
bronze i K1’eren. Parret fortsatte i yderligere 4 år, men i Barcelona måtte de
nøjes med nogle mere sekundære placeringer. Efter
han sluttede sin karriere, fik ”Ferg” en større rolle på landsholdet, hvor han
bl.a. trænede sin søn Steven.
Medaljer: 4 guld og 1 sølv (1900-1904) Fægtning (kårde og fleuret)
Samlet pointtal: 32,2
Vi tager helt tilbage til de gamle dage. Ramón Fonst er
blandt Latinamerikas store sportshistoriske personer. Han tog som 17-årig turen
helt fra Cuba til Paris for at deltage ved OL, hvor landet fik sin olympiske
debut. Forventningerne var ikke store, især ikke fra dommernes side af, der
blot så ham som en lille person, der absolut ikke havde nogen chance imod de
store stjerner. For det var jo forventet, at stjernerne skulle tage alle
medaljerne. På trods af denne ”fjendtlighed” fra dommerne. Dengang fik de
professionelle lov til deltagelse indenfor fægtningen, hvilket blot skulle
formindske cubanerens chancer. Der var amatørkategorien, den professionelle og
den blandede indenfor kårde. Blandt amatørerne viste Fonst fremragende takter
med først at vinde sin indledende gruppe og derefter kæmpe sig igennem hele
vejen til finalen, hvor Fonst fortsatte. Det blev til 4 sejre og 2 nederlag i
hans 6 dueller, hvorefter han lå på en delt 1. plads med franske Louis Perrée.
Derfor skulle de fægte om guldet, hvor Fonst sikrede sig guldet. Med den
medalje fik han chancen i den kombinerede konkurrence, hvor han igen imponerede
og kun tabte en duel. Dette var dog nok til at han blev snydt for guldet og
måtte nøjes med sølv. 4 år senere kom Cuba med hele 2 fægtere, der skulle ende
med at dominere det hele. De tog 3 af 4 individuelle guldmedaljer og sammen med
amerikaneren Albertson Van Zo Post blev det også til guld i holdkonkurrencen.
Medaljer: 4 guld og 1 sølv (1924-1932) Ridning (Military)
Samlet pointtal 32,2
Charles er utvivlsomt blandt de mest ukendte atleter på
denne liste. Ikke desto mindre hører han til.
Han deltog første gang ved OL i Amsterdam 1924, hvor han fik
succes ved at være en del af det hold, der tog guld ved military. Individuelt
måtte han dog nøjes med en 4. plads. 4 år senere blev det også til individuel
succes mens hollænderne også forsvarede sit holdguld. Endnu 4 år senere ved OL
i Los Angeles forsvarede han guldet (det er han stadig den eneste der har gjort
i disciplinen) mens han måtte nøjes med sølv i holdkampen. Han kom tilbage ved
OL i Berlin, men det lykkedes ikke at tage nogen medalje her, da hans hest
nægtede at springe over en forhindring. Få år senere skadede han sin hånd i en
rideulykke. De første år af verdenskrigen var han tilfangetagen af tyskerne,
men lykkedes at flygte til England og som den frygtløse soldat han nu var, tog
han med tilbage til fastlandet for at være med til at befri Holland.
Medaljer: 3 guld, 2 sølv og 2 bronze (1984-1996) Kajak (K1,
K2 og K4)
Samlet pointtal: 32,2
Agneta startede sin kajakkarriere i en meget ung alder, men
det tog nogle år før hun rigtigt slog igennem. I juniortiden viste hun dog gode
takter og hun fik derfor sin OL-debut som 19-årig i Moskva 1980, hvor hun dog
måtte nøjes med en noget sekundær placering i både K1 og K2. Allerede året
efter tog hun dog sine første store medaljer, da det blev til hele 3 medaljer
ved VM. De næste år fortsatte de flotte resultater, så hun hørte til blandt
toppen da den stod på OL igen. Og sikke en succes. Med 3 finaler på 2 dage var
forventningerne ikke de største, men ikke desto mindre klarede hun sig igennem
K1 og K2 finalerne på samme dag, ja kun med ca. en time mellem dem, til guld i
begge. Dagen efter måtte hun dog nøjes med sølv i K4. De næste år var det
ganske småt med resultater, bl.a. grundet dårlig organisation. Derfor blev det
simpelthen ikke til nogen medaljer ved OL 88. 4 år senere var hun dog tilbage
med fuld kraft, hvor det blev til sølv i K2 og bronze i K4. Kort efter opstod
der dog en klar splittelse i landsholdet, da Susanne Gunnarsson (Agnetas
partner i K2’eren) blev gift med Rolf Gunnarsson og ville forberede sig til VM
93 sammen med ham i stedet for sammen med resten af landsholdet. Ligeså talte
hun om mobning indenfor landsholdet. De næste år var Gunnarsson imod resten af
landsholdet inkl. Andersson. De blev dog alligevel sat sammen i K2’eren ved OL
i Atlanta. Eksperterne var mildt sagt overraskede og regnede med, at det ville
gå ud over medaljechancerne. Det viste sig dog at være helt forfejlet, da
Agneta og Susanne formåede at lægge det til side og vinde guldet i K2. Det blev
også til et bronze i K4, hvor Gunnarsson dog ikke var med. Kort derefter valgte
Andersson at lægge karrieren på hylden, men blev kort efter udnævnt til
landstræner. Agneta er blandt de absolut bedste kajakroere nogensinde og nævnes
også yderst fortjent blandt Sveriges største sportskvinder gennem tiderne.
Medaljer: 4 guld og 4 sølv (1956-1964) Svømning (fri og
holdkap)
Samlet pointtal: 32
Dawn Fraser er muligvis den absolut største kvindelige
svømmer verden nogensinde har set.
Hendes talent blev første gang opdaget af svømmetræneren
Harry Gallagher i 1952. Han var ikke i tvivl og tog hende derfor til sig med
målet at føre hende til OL i Melbourne. Og resultaterne kom da så absolut.
Allerede 1955 var hun australiens store stjerne med et nationalt mesterskab i
220 yards (ca. 201 m) fri og australske rekorder i alle distancer indenfor fri
op til 880 yards. Et unikt talent var fundet. Derfor var der ikke megen tvivl
om, at hun skulle lave resultater på hjemmebane, og hun leverede i den grad,
først med en verdensrekord på 100m fri og ca. en uge senere en 2. plads på
400m, kun slået af landsmanden Lorraine Crapp der ligeså slog den olympiske
rekord. De var begge også med på det hold, der tog guldet på 4x100m fri. De følgende
år fortsatte dominansen bl.a. med 2 guldmedaljer ved Commonwealth legene 1958
samt en række nationale mesterskaber og ligeså verdensrekorder. Derfor var hun
allerede mere eller mindre en legende, da hun stillede til start ved legene i
Rom. Målet var helt klart en række medaljer. Det startede da også fremragende
med et ganske klart guld på 100m fri med en ny Olympisk Rekord, men på de 400m
måtte hun lade sig besejre af hele 4 svømmere. Hun kæmpede dog videre og tog 2
sølvmedaljer i holdkap. 1962 tog hun så endnu et skridt, da hun som den første
kvinde klarede de 100m fri på under 1 minut. Da hun 2 år senere var med ved sit
3. OL, gjorde hun sig dog for alvor upopulær. For det første marcherede hun ind
ved åbningsceremonien og da hun stillede til start ved 100m fri, var det i en
anden dragt end hun skulle. Til sidst stjal hun efter sigende et olympisk flag
fra en flagstang. Det var den australske svømmeunion ikke glade for, så de gav
hende 10 års karantæne. Forinden havde hun dog sikret sig guldet på 100m og et
sølv i 4x100m fri.
Medaljer: 4 guld og 4 sølv (1976-1976) Svømning (fri,
butterfly, medley og holdkap)
Samlet pointtal: 32
Der er her tale om en af Østtysklands allerstørste stjerner.
Ender startede sin karriere i en ung alder og allerede som 13-årig var hun med
ved OL i München. Hun var hovedsaligt en del af østtyskernes holdkapper, men
hun fik også chancen individuelt, hvilket hun flot udnyttede til at tage en
sølvmedalje i 200m individuel medley. Det blev også til 2 sølvmedaljer i
holdkapper. Året efter fik hun sit første guld, da hun imponerede stort ved VM
i Beograd, hvor hun tog 2 individuelle guldmedaljer og 2 ditto i holdkap samt
et sølv individuelt. Der var ingen tvivl om, at man her havde en svømmer med
stort talent. Det viste hun i løbet af disse år, hvor hun satte en lang række
verdensrekorder. Medaljehøsten fortsatte ved EM 1974 og VM 1975, så der var
ingen tvivl om, at hun hørte til blandt favoritterne ved OL i Montreal, og hun
leverede. 4 guldmedaljer (100 og 200m fri, 100m butterfly og 4x100m medley) med
verdensrekorder i samtlige samt et sølv ved 4x100m fri. Ender var en dygtig
svømmer, men hendes styrker lå i starterne og vendingerne, hvor hun vandt en
masse tid på modstanderne. Ved OL 1976 var der dog klare tegn på, at Ender
skulle have taget steroider, men selvom det nu er almindeligt kendt, at der var
et massivt forbrug af præstationsforbedrende stoffer i Østtyskland, er det
endnu uvist, om Ender rent faktisk hørte til heriblandt.
Medaljer: 4 guld, 2 sølv og 6 bronze (1996-2000) Gymnastik
Samlet pointtal: 32
Alexei Nemov startede med gymnastikken som 6-årig, da han
blev taget med til det af sin mor. Han viste hurtigt talent og som 14-årig blev
han en del af det sovjetiske juniorhold. Derefter brugte han næsten ingen tid
hjemme, men mere i det nationale træningscenter. Som 16-årig fik han sin store
seniordebut, da han blev udtaget til VM 1993, hvor hans bedste resultat var en
5. plads i gulvøvelserne. Dette var starten på en stor international karriere.
Allerede året efter imponerede han stort i kvalifikationen ved VM, dog uden
imponerende resultater i finalen, hvilket betød at han endte som nr. 12. Året
efter kom det første store internationale resultat, da det lykkedes for ham at
tage sejren ved Goodwill Games. Gennem de første år af sin karriere viste Nemov
stor usikkerhed, bl.a. blev han ved VM 1995 kun nr. 96 ved holdkvalifikationen.
Året efter kom den store succes endelig, da han stillede op ved OL i Atlanta.
Her skulle der blive tale om en ekstremt tæt duel mellem ham og den forsvarende
verdensmester, Li Xiaoshuang om mangekampstitlen. Han måtte dog nøjes med 2.
pladsen kun ca. 0,05 points fra guldet. Det blev dog til en sikker sejr i
holdkonkurrencen, ligesom han også tog guld i spring over hest, mens det blev
til bronze i 3 andre discipliner. Årene efter var han en gigantisk skuffelse.
Niveauet svingede, han havde mere eller mindre konstant problemer med sin
skulder og også lysten så ud til at mangle. Derfor var der ikke store
forventninger til ham, da han stillede op ved OL i Sidney. Det skulle dog blive
gjort til skamme, da han kom med det bedste man nogensinde havde set fra ham.
Især var hans øvelse på reck en af de bedste blandt de bedste fra ham. Den
førte da også til guld. Ligeså lykkedes det endelig at tage guldet i
mangekampen, hvorimod det ikke lykkedes at forsvare guldet i hverken holdkampen
eller spring over hest, hvilket endte med henholdsvis bronze og 4. plads. De
næste år var han ikke i den store form, men han deltog alligevel i Athen, mest
for at Rusland kunne stille et fuldt hold. Det kunne dog være blevet til en
sidste medalje i reck, i hvert fald hvis man lyttede til fans på lægterne, der
brokkede sig højlydt efter dommernes vurdering. De revurderede og gav ham lidt
ekstra men stadig ikke nok. Som den store sportsmand, gik Nemov op igen og
sørgede stille og roligt for at tilskuerne blev stille, så de sidste gymnaster
kunne komme igennem deres øvelse. Han endte her på 5. plads
Medaljer: 4 guld (1948-1960) Sejlsport (Finnjolle og
Firefly)
Samlet pointtal: 32
Når der tales om den største indenfor sejlsport nogensinde,
vil langt de fleste nævne Elvstrøm og en del vil også nævne ham som den største
sportsmand Danmark nogensinde har haft. Der kan i hvert fald ikke være nogen
tvivl om, at han er den største Olympier vi har haft, da han er en af kun 4 til
at tage guld ved 4 lege i træk. Elvstrøm revolutionerede sporten allerede fra
ung alder og man kan på flere måder se den indflydelse han har haft på sporten.
Som 20-årig tog han sin første guldmedalje ved OL i London på trods af ikke at
have gennemført første sejlads. 4 år senere var han tilbage og dominerede i
finnjollen med sejre i 4 af 7 sejladser og med en 5. plads som sin dårligste
placering. Hvor han 4 år tidligere kæmpede sig fra bunden op, var han denne
gang nr. 1 fra start til slut. Han fortsatte med træningen (hvilket var meget
usædvanligt indenfor sejlsporten den gang) og dominerede endnu mere 4 år siden,
hvor han vandt 5 af 7 sejladser på de australske vande, hvor de 4 var i træk.
1960 var han sågar så dominerende, at han vandt på trods af at han ikke
startede i den sidste sejlads. 8 år senere stillede han til start igen, denne
gang i starbåden sammen med Poul Mik-Meyer. De vandt en sejlads, men måtte
nøjes med en 4. plads. 4 år senere satte han sig igen i en olympisk båd, denne
gang i soling, hvor han måtte nøjes med en 13. plads i typen, der sidenhen blev
en af Danmarks bedste. Til sidst prøvede han 2 gange i klassen tornado, som
dengang hørte til blandt de hårdeste, hvor han deltog med sin datter. I 84 var
han yderst tæt på bronze men måtte nøjes med en 4. plads, mens det 88 blev til
en 15. plads. Han var også yderst aktiv ved verdensmesterskaberne, hvor han i
løbet af 24 år tog 13 guldmedaljer i 8 forskellige bådtyper. Han var ikke bare
fremragende i en eller 2 typer, han var bedst i en masse. Paul Elvstrøm blev i
1996 kåret til århundredets sportsmand og var tidligere den første sportsmand
til at blive ridder af Dannebrogsordenen.
Ikke blot hører Robert Korzeniowski er ikke blot blandt de
helt store sportsprofiler i Polen, men også blandt de allerstørste indenfor
kapgang. Hans store gennembrud kom ved VM i Split 1990, hvor det blev til en 4.
plads. Året efter vandt han guld på 20 km ved Universiaden i Sheffield, hvilket
han forsvarede 2 år senere, hvor det også blev til sølv ved inde-VM. 3 år
senere fik han så sin OL-debut. På de 20 km måtte han nøjes med en 8. plads,
men på de 50 km sikrede han sig sit første guld. De næste år dominerede han på
50 km og blev bedre og bedre på de 20 km, hvilket til sidst gav pote, da han
ved OL i Sidney tog guld både på 20 og 50 km. De næste år fortsatte dominansen
på de 50, til EM 2002 slog han sågar verdensrekorden med tiden 3:36.39, som han
forbedrede året efter ved VM. På de 20 km blev resultaterne derimod svagere og
han deltog ikke heri ved OL i Athen. Det gjorde han dog i 50 km, hvor det blev
til en ganske klar sejr på godt 4 minutter. Derefter annoncerede han, at han
stoppede karrieren og gik ind i TV-verdenen i stedet.
