OL til Danmark?
I dette øjeblik jeg skriver, er der 299 dage til OL 2012, 1769 til OL 2016 og ca. 3200 til OL 2020. Førstnævnte i London, nr. 2 i Rio og 3. nævnte i en af seks udvalgte byer. Men hvad med når vi kigger længere frem, til 2024, 2028, 2032 osv.
Mange danske sportsnørder drømmer helt sikkert om et OL landets hovedstad, København, om at se alle verdens store sportsstjerner fra alle de store sportsgrene indenfor en kort cykelturs distance. Jeg ved da i hvert fald, at jeg har den drøm.
Men er det overhovedet muligt for Danmark at tiltrække verdens ganske klart største sportsbegivenhed, er det overhovedet muligt for vores lille land med kun godt 5,5 mio. indbyggere at afholde dette spektakel og i en måneds tid blive hele verdens sportslige hovedstad? Dette store spørgsmål dykker jeg i denne artikel/dette blogindlæg ned i. For jeg er ikke den første der tænker tanken. Således satte daværende kulturminister Brian Mikkelsen tilbage i 2005 en undersøgelse i gang om, hvor vidt det kunne være muligt, samt eventuelle omkostninger og indkomster ved et bud og en eventuel afholdelse af et OL. Denne rapport vil være min primære kilde i disse spekulationer, men der vil også være en smule ud fra egne (subjektive) spekulationer og andre kilder.
Bud på OL
Men lad os nu lige starte med at kigge lidt på proceduren ved at byde på et OL. Man skal nemlig være ude i god tid, ja hele 9 år forude skal man byde ind på det, således skulle alle bud på OL 2020 være afleveret d. 1. september 2011, så et bud til 2024 skal sandsynligvis være ude d. 1. september 2015 osv.
Men allerede her kommer den første udgift, da der sammen med registreringen skal afleveres 150.000$, altså ca. 830.000 dkr. Det er umiddelbart ikke en umulig betaling, især ikke hvis man deler den mellem staten og kommunen og med en eventuel privat investor.
Herefter går det ganske hurtigt og man har således kun ca. et halvt år til at have et komplet bud klar, da der allerede til foråret efter vil foregå en grundig undersøgelse af samtlige bud, hvorefter buddene shortlistes. Herefter vil der næppe være mere end 5 bud (uskreven regel). Hvis man kommer med her, skal man desuden betale endnu et gebyr, denne gang 500.000$. Så for overhovedet at have mulighed for at blive valgt, skal der allerede være betalt ca. 3,6 mio kr., hvilket må siges at være en ganske pæn sum, men stadig absolut overkommeligt, især når kulturministeriet årligt sætter 17 mio kr. til side for at skaffe sportsbegivenheder til Danmark. Derefter sker der en masse forskellige ting og endnu en gang bliver en gruppe sendt af sted for at evaluere buddene, før der til sidst vælges en værtsby en gang i september 2 år efter buddet afleveres. Udover det faste gebyrer vil der dog helt sikkert komme en masse omkostninger i løbet af kampagnen, så der nok bliver tale om et samlet krav på et sted mellem 100 og 160 mio kr. Disse tal er taget ud fra erfaringer fra tidligere budbyer, deriblandt vinderne fra henholdsvis 2000 (Sydney) og 2012 (London)
Faciliteter
Lad os nu sige, at det lykkes for Danmark at skaffe OL. Hvad har vi så af faciliteter, her frem for alt arenaer, og hvad skal vi have bygget. Lad os først starte med noget af det vi har. Disse informationer er bygget ud fra rapporten og der kan dermed være lidt outdated information.
Lad os starte med et af områdets største sportslige vartegn, nemlig den velkendte Ballerup Superarena, der med plads til 2950 mennesker desværre ikke er stor nok, da der lige nu kræves mindst 5.000 pladser til OL. Så her skal man enten bygge nyt eller udbygge arenaen.
Til de indledende runder af fodbolden er vi godt med, da der her skal være plads til mindst 20.000 tilskuere. Her nævner rapporten Brøndby Stadion, Aarhus Stadion, Odense Stadion og Esbjerg Stadion. De to førstnævnte kan kapacitetsmæssigt godkendes mens de to andre kræver en udvidelse.
Så har vi også Brøndbyhallen, der med plads til 4.500 tilskuere. Altså er denne absolut egnet til forskellig benyttelse, bl.a. nævnes badminton, fægtning og rytmisk gymnastik.
Til sidst har vi så vores alles landsholdsarena, nemlig Parken. Denne foreslås ikke som fodboldarena, frem for alt fordi den ikke er stor nok til fodboldfinalen (der kræves 50.000 pladser). Derfor foreslås det, at den i stedet bruges som hal, hvor arenaen deles i 2, hvor den ene del skal bruges til håndbold og basket, mens den anden sættes af til volleyball.
Og så er der så også den multiarena, der skulle stå klar år 2015 med plads til 15.000 tilskuere. Denne skal bruges til gymnastik og basketfinalerne
Oven i disse kommer bl.a. Farum Arena, Farum Park og Bagsværd Rostadion.
Men hvad er det så nødvendigt at bygge op? Og hvor kan der blive plads til disse byggerier?
Dette giver rapporten selvfølgelig også nogle bud på.
Først og fremmest er der selvfølgelig hovedstykket i de olympiske lege, nemlig det olympiske stadion. Kravet siger mindst 60.000 pladser, hvilket (for at fornemme størrelsen) er ca. 22.000 sæder mere end parken (dvs. knapt 58 % større). Det er altså ikke ligefrem et lille byggeri der skal til og der er også store krav til transportmulighederne til og fra. Så der er ifølge rapporten kun ét rigtigt sted at placere denne, nemlig hvor svanemøllens Kaserne lige nu er placeret.
Selvfølgelig skal der også være et stort svømmestadion med plads til 12.000 til svømningen og 5.000 til resten. Til sammenligning har det hidtil største, Bellahøjbadet, plads til 1.000. Hvor dette skulle bygges, fremgår dog ikke.
Et tennisområde skal der også til, med 3 baner med pladser til henholdsvis 10.000, 5.000 og 3.000 samt en række mindre turnerings- og træningsbaner. Disse foreslås opbygget på godsbaneterrænet.
Så skal der også opbygges en række haller, nemlig 2 med plads til 6.000 (foreslås bygget ved Østre Gasværk) og 2 med plads til 5.000 (foreslås bygget på godsbaneterrænet)
Til sidst skal der også bygges en kano-/kajakslalombane med plads til 8.000 tilskuere. Denne foreslås bygget lidt udenfor byen.
Derudover skal der så også bygges en række midlertidige tilskuerfaciliteter rundt omkring
Omkostninger
Der er vist ikke meget tvivl om, at en af de ting, der holder mange byer fra at byde på OL, er at det koster massevis af penge.
Således ligger bare idrætsfaciliteterne samlet set til at ende med at koste 4,9 mia, hvor bare det Olympiske stadion ligger til 1,6.
Den olympiske by ligger til 4,6 mia og mediacenteret løber op i 1,2.
Altså er vi allerede med de forskellige bygninger oppe over 10 mia kr., hvilket må siges at være et svimlende beløb. Men der mangler meget mere. Der skal investeres i infrastruktur, hoteller (der foreslås bl.a. brug af krydstogtsskibe som en midlertidig løsning på dette), drift og nogle andre småting.
I rapporten anslås det, at vi ender helt oppe på 24,468 mia, hvilket er ca. 4500 kr. pr. dansk indbygger, hvilket selvfølgelig ikke lyder af meget, men det er det i højeste grad i statsbudgettet. Dog skal det så absolut siges, at store dele med lidt held kan hentes fra private investorer, så statens regning ender nede under 10 mia. Således siger rapporten 7,6 mia., altså er vi nede under 1500 pr. person. Kan dette lykkes, er man pludselig nede på beløber der absolut ikke er umuligt, især ikke hvis det gennemføres over en periode på 10-15 år, så man er under 1 mia. om året, ja vi kan måske nå ned omkring en halv. Kan dette fordeles mellem den danske stat og Københavns kommune virker det (især for staten) endnu mere muligt.
Konklusion
Men er det muligt? Det er for mig meget svært at sige, da jeg ikke sidder med præcise tal og lige så lidt kan vide hvad IOC-medlemmerne vil have. Men ikke desto mindre vil jeg absolut mene, at det økonomisk set kan lade sig gøre. Det bliver på ingen måde nemt og det er en gigantisk investering, så det er meget tvivlsomt, om det overhovedet nogensinde bliver til noget, men ikke desto mindre har enkelte politikere på både lokal og statsplan snakket om det, bl.a. som sagt tidl. Kulturminister Brian Mikkelsen, men også den tidligere kandidat til Overborgmesterposten, Pia Allerslev.
En anden mulighed er også at forsøge med et fælles OL mellem København og Malmø, hvilket tidligere har været diskuteret. Dette vil betyde endnu færre omkostninger, for det første fordi der så også er den svenske stat og Malmö kommune til at betale men også det, at Malmö har flere fine faciliteter, bl.a. Malmø arena, der har plads til 13.000 samt Malmø stadion, der har plads til 27.500. Ikke desto mindre har man aldrig før på denne måde delt et OL mellem 2 lande, så chancerne for en sejr på denne måde kan meget vel være mindre end hvis KBH tager den selv, ligesom man i Sverige er i gang med et potentielt bud på Vinter-OL, hvilket også kan ende med at komme i vejen for chancerne.
Men København er stærkt på vej fremad indenfor sportsarrangementer hvilket bl.a. vistes med det nyligt afholdte VM i Cykling samt fremtidige værtskaber af bl.a. EM i herrehåndbold og EM i Volleyball.
Så jeg tror så absolut, at et eventuelt dansk bud vil have vinderchancer, men igen… Økonomien kan meget vel stå i vejen
Ingen kommentarer:
Send en kommentar