Lige i dette øjeblik hvor jeg begynder skriveriet af dette blogindlæg, er der 1 år til de olympiske lege starter officielt, ja, der er intet mere eller mindre end 1 år til åbningsceremonien!
Og det er også idag DIF åbnede sin OL-side og dette med en 170 mand stor bruttotrup, altså en trup med hvem de ser som potentielle deltagere.
Men lad os nu være realistiske... 170 mand + 2 håndboldhold er nok lige lovligt meget at forvente at se i London. Det ville da i hvert fald betyde, at den danske trup ville høre til som en af de absolut største. Men lad os kigge på listen,
som kan ses her
Den første sportsgren på listen er atletik, hvor hele 12 atleter står nævnt. Ja, du læste rigtigt. 12 atleter. Det ville være mere end nogensinde før. Hvis vi ser på listen, har vi lige nu 1 atlet, der har formået at klare det internationale krav, nemlig marathonløberen Jesper Faurskov. Så her skulle der gerne være sikret én plads. Men det skulle nu også gerne blive til mere. Længdespringeren Morten Jensen deltog første gang i Beijing og er helt klart et bud på en Olympisk atlet igen i år. Et andet godt bud er stortalentet Janick Klausen, der i år allerede har pudset sin personlige rekord, så han nu kun er 2 cm fra at kvalificere sig. Det skulle så absolut være muligt. Også alt for skadede Sara Slott Petersen burde kunne klare sig videre. Til sidst kan også Morten Munkholm virke som et meget realistisk bud. De sidste 7 ser derimod noget mindre sandsynlige ud. Her skyder jeg altså på 5 deltagere.
Den næste sportsgren er en af vores paradegrene, nemlig badminton, hvor vi altid hører til blandt dem med en stor trup. Og det er absolut også sandsynligt, at vi får det næste år. Således burde 2 herresingler (Peter Gade og Jan Ø Jørgensen) være ganske sikre, hvis ikke skader ødelægger det. I damesingle bliver det næsten sikkert til 1 plads, nemlig til Tine Baun. Ligeså burde 1 herredouble og 1 mixed double være helt sikre, mens endnu en herredouble, en damedouble og endnu en mixed double så absolut er med i kampen. Mit bud er, at de alle lykkes, så det altså bliver til 13 deltagere.
Næste sportsgren er beach volley, hvor parret Hoyer/Soderberg er nævnt. Lige nu ligger parret nr. 23 i verden. 16 ud af 24 pladser gives via World Rankingen. Men da visse lande har for mange par, kan en placering som nr. 23 være nok, men det er nok nødvendigt at de tager sig indenfor top 20 for at skaffe pladsen. Her må jeg desværre være pessimist og sige, at de nok desværre ikke lykkes. Så 0 pladser her (omend de hører til blandt dem, jeg ikke 100 % vil afvise)
Vi går videre til boksning, som jeg ærligt talt ikke har nogen anelse om. Jeg vælger at sige 1 deltager.
Næste er bordtennis, hvor Danmark allerede er sikret en plads gennem Michael Mazes placering på verdensranglisten. Det ser dog desværre ud til, at være lidt for optimistisk at tro på, at andre kvalificerer sig. Så 1 plads
Så står den på brydning, hvor vi har 4 på listen. 2 af disse har olympisk erfaring, og det er nok også mest af alt disse 2, nemlig Mark O Madsen og Håkan Nyblom, der skal kigges på omend Anders Ekstrøm heller ikke skal afvises. Skadesproblemer får mig dog til at sige, at vi kun får 1 med.
Den næste er bueskydning. Her har vi også allerede plads, nemlig med et helt kvindehold (3 kvinder). Om vi får en mand med, er absolut ikke umuligt, dog ikke det mest realistiske. Vi siger 3 deltagere.
Så er det cykling. Herindeunder er samtlige cykeldiscipliner, altså både landevej, bane, mountainbike og BMX. Hvis vi starter med landevejen, skyder jeg på, at vi får 3 med, da en top 15 i World Touren ser usandsynligt ud. Hos kvinderne ser det svært ud, så det bliver desværre et 0 herfra. På banen ser det ud til at vores anden "guldfirer" klarer sig videre, mens det virker meget optimistisk at satse på andre, så 4 deltagere her. På mountainbike skyder jeg på 1 rytter og BMX bliver det nok desværre ikke til. Så samlet set bliver det til 8
Derefter er håndbold på listen, hvor jeg er optimistisk og siger, at både damerne og herrerne klarer sig videre.
Kajak er også en af de danske traditionsgrene, og her får vi nok også en pæn trup med... K1 hos både damer og herrer virker som en sikker kvalifikation, herrernes K2 på både 200 m og 1000 m helt klart er med i kampen. Også K1 200 m er mulig. Så jeg siger 7
Ridning er næste disciplin. Her burde en holdplads i dressur være sikker ligesom en plads i military virker meget realistisk. Her siger jeg 4 deltagere, dog med mulighed for en femte.
Roning tilhører absolut også vores store discipliner. Især lætvægtsfireren (guldfireren) burde være en sikker plads. Damernes Letvægtsdobbelsculler samt damernes dobbelsculler virker også ganske sikre. Så det bliver i hvert fald til 8
Og så er det tid til vores absolut største traditionssport, nemlig sejlsport. Hvis vi starter med de pladser, der burde være ganske sikre, skal kvindernes 470 nævnes. Men mange andre burde også klare det. Især i 49er og laser radial burde være med, mens finnjolle, laserjolle, starjolle og kvindernes RS:X også hører til som mulige. Jeg giver Danmark 8 deltagere
Så står den på den sport, hvor Danmark har sikret flest pladser, da der allerede er sikret 5 pladser her. Det er Skydning Dog tror jeg, at der ligger 2 pladser til og venter på de danske skytter, så 7 pladser.
Svømning hører til blandt de helt store discipliner, men desværre er der "kun" 6 svømmere i bruttotruppen. 4 af disse har dog allerede kvalificeret sig, og en femte plads skulle også gerne blive hentet i løbet af VM. Det er i øvrigt værd at nævne, at denne femte svømmer er færingen Pal Joensen. Jeg giver 5 pladser
Vi nærmer os slutningen af listen. Nu er det tid til taekwondo, hvor bruttotruppen indeholder 3 atleter. 2 af disse er ærligt talt mere eller mindre ukendte for mig, hvorimod den tredje, Zakaria Asidah burde kunne klare sig til OL. De andre 2 er desværre usandsynlige. Her giver jeg 1 plads.
Næste disciplin har Danmark verdens bedste i. Det er nemlig tennis, hvor Caroline Wozniacki er eneste person i bruttotruppen og om hendes muligheder er der ikke meget at sige. Alt andet end en OL-plads er en skuffelse. Så 1 plads her.
Så er det videre til gymnastik og trampolin, hvor 3 mand er i truppen. Og ens for alle tre, er at de både kan lykkes og skuffe. Jeg vælger at være lidt pessimistisk og giver 1 plads. Hvem af dem der får den, skal jeg ikke kunne sige.
Til sidst har vi så triatlon. Her ser det ud til at kvinderne får 2 pladser, mens vores herrer desværre er langt efter. Så 2 pladser.
Hvad bliver det så til samlet set?
Det bliver til 76 deltagere. Smider vi så de 28 håndboldspillere oveni, bliver det til 104, hvilket betyder at vi skal tilbage til Atlanta for at finde en lignende trup.
OBS: Mens jeg skrev dette indlæg, kom nyheden om at Sara Slott Petersen formåede at klare B-kravet. Altså er hun nu sikker.