mandag den 30. januar 2012

Nr. 84. Aaron Piersol






Medaljer: 5 guld, 2 sølv (2000-2008) Svømning (100m og 200m rygcrawl samt 4x100m medley)
Samlet pointtal: 31
I skyggen af OL-kongen Michael Phelps viste denne amerikanske svømmer sig frem i den mindre velkendte disciplin rygcrawl. Peirsol deltog ved sit første udtagelsesstævne som 17-årig tilbage i 2000, hvor han på de 200m imponerede og tog 2. pladsen bag dominanten og verdensrekordindehaveren Lenny Krayzelburg, der også endte med at tage guldet foran Peirsol. Året efter fik han dog lov til et guld, da Krayzelburg ikke deltog ved udtagelsesstævnet til VM. Her impnerede Peirsol stort ved 200m, med en tid som kun Krayzelburg havde overgået. Ved VM tog han så guldet med en mesterskabsrekord, mens hans deltagelser i 100m og medleyholdkappen blev til mindre vellykkede resultater. Året efter slog han så til med sine første verdensrekorder, nemlig igen på de 200m, hvor det blev til rekord på både kort- og langbane. Da det så blev til OL igen 2004, var der ingen tvivl om, at det skulle blive til sejr i 200m ligesom han var favorit på de 100m. De 200 vandt han soleklart, mens de 100 var betydeligt mere lige. Den lighed forsvandt dog i holdkappen, hvor Peirsol startede ud med at slå verdensrekorden, ligesom det også blev til en samlet verdensrekord. Derefter startede en stor kamp. Ryan Lochte dukkede op og gav hård konkurrence på de 200m. Denne rivalisering var på sit højdepunkt i Beijing, hvor der ikke var nogen tvivl om, at de 2 skulle kæmpe om sejren. Specialisten Peirsol mod allrounderen Lochte. Her måtte Peirsol på trods af et stærkt løb, der blot var 1/100 fra den gamle verdensrekord, se sig besejret af Lochte. 

Se Piersols sidste store løb:


fredag den 27. januar 2012

Et halvt år tilbage!


I dag d. 27. januar er der kun et halvt år til legene. 6 danskere er hidtil udtaget og Danmark er kvalificerede indenfor 13 forskellige sportsgrene. I dag var også dagen, hvor DIF offentliggjorde sin målsætning for legene.
På baggrund af hvad de så som 20-22 medaljechancer satte de målet til 7 medaljer, hvilket altså ville være identisk med legene i Beijing. Men er det realistisk? Kan der rent faktisk ende med at komme flere medaljer? Eller må vi nøjes med færre?

Det er jo helt umuligt at sige, hvordan resultaterne bliver, før det  hele er overstået, men det er da absolut muligt at tage et kig på mulighederne. Så det har jeg valgt at gøre sport for sport.
Først har vi atletik, hvor jeg ved nytår kom med det optimistiske bud på hele 7 deltagere. Når det kommer til medaljer, er jeg derimod knapt så optimistisk. Længdespringeren Morten Jensen har formået at tage medalje i et internationalt mesterskab (Indendørs-EM 2011) og må nok siges at være det bedste bud, men ikke desto mindre kræver det virkelig at alt (og jeg mener virkelig alt) går hans vej. Det virker ikke realistisk. Heller ikke Andreas Bube, der ved VM viste en fart, der i det rigtige heat var blevet til en finaleplads, må forventes noget andet end i bedste fald en bundplacering i finalen. Så det bliver desværre 0 bud her.

I badminton ser det derimod betydeligt bedre ud. Ja, det kan sågar ende med at blive en stor disciplin medaljemæssigt. Jeg vil nemlig vove at påstå, at der er potentiale til medalje indenfor samtlige kategorier, da de alle har lavet fremragende resultater. Så hele 5 chancer her!

I beach volley sagde jeg i nytårsupdaten, at det bliver til 0 pladser, hvilket selvfølgelig betyder 0 medaljechancer.

Boksning har jeg stadig overhovedet ikke styr på, men der er ikke noget der tyder på, at vi her har en medaljechance. Så også 0 her.

Michael Maze bliver sandsynligvis vores eneste deltager indenfor bordtennis, men ikke desto mindre, er han absolut en stærk en af slagsen. Når han er i absolut topform, kan han spille lige op med de bedste, så en optimist som mig kalder også dette for en medaljechance.

Indenfor brydning er der tegn på, at der er form på vej, bl.a. ved for-OL, hvor Håkan Nyblom tog bronze, så jeg siger ligeså 1 medaljechance her, der dog nok er en af de noget mindre.

Det danske kvindehold ved bueskydning imponerede ved at tage en OL-plads, men der er stadig langt op til medaljerne. Ligeså er det i den individuelle konkurrence. Her ser vi ikke medaljer!

Indenfor cyklingen ser det absolut godt ud! Lasse Norman viser, at hans topniveau i omnium er højt, og med tilbagekomsten af Alex Rasmussen og Michael Mørkøv, er 4000 m holdet absolut også medaljekandidater. Derudover kan det absolut ikke 100 % afvises, at der kan tages en overraskende medalje på landevejen, så jeg siger 3 chancer.

Indenfor håndbold har både dame- og herreholdet vist, at de kan være med, hvor det virkelig bliver sjovt. De danske piger tog en 4. plads ved VM og herrerne ender med mindst den samme placering ved EM, så absolut 2 chancer her.

I kajak ser det desværre ikke alt for godt ud. De fleste af de mulige både er med i top 8, men det virker alligevel som, at der er langt op til medaljerne. Jeg siger dog 1 medaljechance.

Indenfor ridning er der en bronzemedalje at forsvare for dressurholdet, og der er ikke langt op, så jeg siger 1 medaljechance. Derimod er der ikke nogle af de individuelle der ser ud til at kunne tage en.

Danmark tog 3 medaljer ved VM i roning, dog ikke nogle i de olympiske discipliner. Ikke desto mindre, er især letvægtsfireren meget tæt på. Jeg siger 2 chancer.

I sejlsporten ser en medalje så absolut også realistisk ud, da der blev taget et bronze ved VM. Også finnjollen ser jeg dog som mulig medalje. 2 chancer.

Indenfor Skydning må alle deltagere siges at have en lille chance for medalje, men rent realistisk er det noget sværere. Jeg skyder på 1 chance.

Så kommer vi til den nok eneste ”sikre” medalje (7-9-13), nemlig indenfor svømningen, hvor en glippet medalje i 800 fri for kvinder ville være en skuffelse. Udover hende, har Jeanette Ottesen i hvert fald 2 potentielle medaljer, ligesom Pal Joensen heller ikke må afvises på 1500m. Så 4 chancer her.

Når det kommer til taekwondo bliver det nok lidt svært. Asidah har nok ikke helt hvad der skal til, så jeg siger 0.

Mange vil nok pure afvise, at Caroline Wozniacki, men hun hører altså til i den absolutte verdenselite, og må ikke glemmes helt, når der skal snakkes om medaljer, så indenfor tennis siger jeg, at der er 1 chance.

Peter Jensen formåede at tage sig til OL på ganske sikker vis, men han har på trods af 2 deltagelser ikke formået at tage sig til finalen ved OL. Det kan måske lykkes for ham at tage sig så langt, men en medalje bliver det ikke til.

Til sidst er det så triatlon. Helle Frederiksen er næsten altid med fremme efter svømningen, men en medalje virker dog ikke så realistisk, når der også er cyklet og løbet.

Samlet set bliver det altså til 24 chancer for medalje. Her snakker DIF så om, at erfaringerne siger, at der skal 2,5-3 medaljechancer til for en medalje, så dermed er forhåbningerne ikke helt gale, dog er man i mine øjne ikke jubeloptimist, hvis man siger 8-9 medaljer i stedet for 7.

Dette var en meget hurtig analyse af chancerne, en mere komplet en af slagsen, kommer når truppen er helt på plads.

tirsdag den 24. januar 2012

85. Mitsuo Tsukahara





Medaljer: 5 guld, 1 sølv, 3 bronze (1968-1976) Gymnastik (All-around, hold, ringe, reck, barre og spring over hest)
Samlet pointtal: 31
Mens Tourischeva viste sig frem hos kvinderne, dominerede 2 gymnaster på herresiden. Den ene var japaneren Mitsuo Tsukahara. Tsukahara startede sin olympiske karriere i Mexico City, hvor han dog stod meget i skyggen af sine mere erfarne landsmænd, men ikke desto mindre var han med til at sikre Japans tredje sejr i træk i holdkonkurrencen. 2 år senere imponerede han stort ved VM, hvor det blev til hele 4 medaljer, hvor den mest imponerende kom i spring over hest, hvor han kom frem med et spring der aldrig var set før. Det spring kaldes nu for en ”Tsukahara”. Ved OL 2 år senere imponerede han igen, dog ikke i samme disciplin, men derimod i reck, hvor han igen formåede at overraske tilskuerne med en revolutionerende afslutning. De 2 spring blev hans kendetegn. Udover guldet i reck var han igen med til at hente holdguldet hjem, ligesom han tog bronze med ringene. 4 år senere kom han tilbage til legene, hvor han imponerede stort og kom i top 10 i samtlige discipliner. Mest imponerende var han i reck, hvor han formåede at klare den frie øvelse til 9,9 (10 er max). Samlet set blev det til 5 medaljer, hvor 2 var af guld. Det andet guld var i holdkonkurrencen, hvor den Japanske dominans, hvor reck-øvelsen var afgørende. 

Se reck-øvelsen fra 1972 her:


fredag den 20. januar 2012

86. Ludmilla Tourischeva





Medaljer: 4 guld, 3 sølv, 2 bronze (1968-1976) Gymnastik (All-around, hold, øvelser på gulv og spring over hest)
Samlet pointtal: 31
Den sovjetiske pige startede med gymnastikken som 13-årig og som 15-årig røg hun allerede ind på landsholdet. Året efter stod den så på hendes første lege i Mexico City. Her måtte hun nøjes med kun guldet i holdkonkurrencen, mens hun individuelt kun blev nr. 24.
Det varede dog ikke længe før hun bevægede sig frem. Allerede året efter tog hun 3 bronzemedaljer ved EM og derefter startede hendes store dominans. Mellem 1970 og 1974 vandt hun stort set alt hun stillede op i, frem for alt blev det ved legene i München til 4 medaljer, heraf 2 af guld og VM  i Varna, hvor hun tog hele 6 medaljer, heraf 4 guld. Det mest berømte øjeblik med den Sojetiske gymnast, var dog, da hun ved World Cuppen 1975 i London formåede, at få de forskudte barre til at falde sammen (se klip længere nede). Dette gik hende overhovedet ikke på, da hun blot bukkede for dommerne og gik væk uden overhovedet at skænke redskabet et eneste blik. Hun endte med at tage guld i samtlige discipliner. Hendes olympiske karriere afsluttedes i Montreal, hvor hun på trods af en problemfuld forberedelse (grundet en rygskade), formåde at tage 4 medaljer, hvor hun dog alligevel blev overgået af både landsmanden Nellie Kim og stjerneskuddet Nadia Comaneci.


torsdag den 12. januar 2012

87. Nathalie Coughlin

Nathalie Coughlin





Medaljer: 3 guld, 4 sølv, 4 bronze (2004-2008) Svømning (100m ryg, 100m fri, 200m medley samt holdkapper)
Samlet pointtal: 31
Nathalie Coughlin har ved de seneste to lege været en solid svømmer, hvilket medaljehøsten også viser. Hun startede med svømningen da hun kun var 10 måneder og i de yngre kategorier var hun dominerende i mange discipliner. Ved både 04 og 08 legene sikrede hun guldet i 100m rygcrawl, hvilket betød, at hun var den første nogensinde til at forsvare sit OL-guld på distancen, der har været på programmet siden 1924. Ligeså var hun i 08 den første amerikanske kvinde til at sikre 6 OL-medaljer ved samme OL.
Den halvt Filipinske svømmer valgte kort efter OL at holde en pause med svømningen, men hun var tilbage i 2010. Couhlin må desuden siges at være et bud på mindst 1 medalje ved 2012-legene, især da hun ved VM tog 3 medaljer, heriblandt et guld.  

søndag den 1. januar 2012

Nytårsupdate


Vi har nu krydset linjen ind til OL-året 2012. Det er det 7. nytår siden offentliggørelsen af London sol OL-værter og det sidste før verdens atleter valfarter til London for at vise sig frem for hele verdens sportsfans. Det er nytår, der er knapt 7 måneder til åbningsceremonien, ja helt præcist 207 dage. Og så må det da være tid til en lille update, eller... Lille er den vist ikke helt. Jeg vil nemlig tage et kig på, hvordan det ser ud i forhold til kvalifikationerne, så jeg evt. Kan komme med et nyt bedre bud på antallet af danske deltagere. Det vil selvfølgelig gjort sport for sport. Men lad os da dykke ned i det.

I parantes har jeg mit bud fra 27. juli da der var et år tilbage.

Atletik (5):
Lige nu ser det forholdsvis fornuftigt ud. Hvis vi kigger på de internationale krav, har hele 5 atleter kvalificeret sig. Dog betyder de danske krav desværre, at kun 3 af disse lige nu kan se frem til at kunne fokusere på OL. 2 af dem er blandt de 4 der hidtil er udtaget af DIF. Det er 800m løberen Andreas Bube og hækkeløberen Sara Slott Petersen. Den 3. der kan forvente en plads, er marathonløberen Jesper Faurschou. Derimod må Anders Møller (trespring) og Kim J. Christensen på trods af at have klaret B-kravene fortsætte kampen. Udover disse 5 må også længdespringer Morten Jensen og højdespringer Janick Klausen ses som yderst stærke kandidater, mens også Morten Munkholm (1500m) og evt. Rasmus W. Jørgensen (stangspring) ikke må afvises. Jeg tror dog de ender lige udenfor, men mit bud bliver ikke desto mindre til 7 deltagere.

Badminton (13):
Kvalifikationen her er 100 % spørgsmålet om verdensranglisten. Hvis vi kigger på den nuværende liste, må vi i alt andet end herresingle nøjes med en enkelt deltagelse. Ikke desto mindre, er vi tæt på at forøge denne liste med en smule, især i mixed double kan et par nummer 2 ikke afvises, ligesom herredouble ikke er umuligt. Jeg er dog en smule pesimistisk her, og siger, at kun mixed doublen tager sig med her, så dermed bliver det til 11 deltagere (10, hvis man tænker på, at Christinna Pedersen er med i både dame og mixed double)

Beach Volley (0):
Danmark er nok desværre for langt efter på ranglisten, da det lige nu ser ud til, at en 18. plads kræves. Det danske par er nr. 29. En lille mulighed eksisterer også i den såkaldte Continental Cup, hvor vinderen går til OL. Her har Danmark klaret de 2 første runder, men det ser mildt sagt svært ud. Så det ender med, at jeg holder fast i de 0

Boksning (1):
Lige nu er ingen bokser kvalificeret. Der er kun en kontinental kval tilbage, men jeg skyder på 1 igen.

Bordtennis (1):
Michael Maze kvalificerede sig via ranglisten tilbage i maj og på trods af at der stadig er en del pladser at hente, tror jeg desværre ikke, at vi skal regne med mere, så jeg holder mig til 1.

Brydning (1):
Hidtil har ingen formået at kvalificere sig, men både Mark O. Madsen og endnu mere Håkan Nyblom har vist stærke takter. Det er dog ikke nemt at kvalificere sig, så det bliver igen kun til 1 herfra.

Bueskydning (3):
Som det blev nævnt tilbage i juli, imponerede de danske kvinder ved at kvalificere sig til holdkonkurrencen. Dermed er 3 kvinder kvalificeret. Herrerne har stadig chancen, dog ser det svært ud, da de ikke har vist imponerede takter. Derfor igen 3.

Cykling (8):
World Tour ranglisten gav 4 pladser ved herrernes linjeløb og 2 til enkelstarten. For kvinderne ser det dog desværre skuffende ud.
På banen ser det derimod godt ud, da pladsen i holdforfølgelsesløb virker sikker, mens også en plads i omnium virker realistisk. Jeg skyder på at der bliver en plads i begge
I Mountainbike er vi så absolut også med, da herrerne er lige indenfor og damerne lige udenfor placeringerne der giver en plads. Jeg satser optimistisk og giver en plads i begge.
I BMX må jeg derimod sige nej, med mindre en af de danske herrer overrasker ved VM.
Samlet set giver det 13 pladser (dog skal de 2 deltagere i enkelstarten vælges blandt deltagerne enten i linjeløbet eller på banen)

Håndbold (2):
Her må det siges at være meget realistisk med både dameholdet og herreholdet. Damerne imponerede ved VM og har fået en fornuftig kvalgruppe, hvor kun Rusland er decideret stærke (2 går vider)
Herrerne er ligeså sikret en plads i en kvalturnering. Derudover er der også en chance ved guld ved EM eller sågar ved sølv, hvis Frankrig vinder. Begge kvalifikationsturneringerne skal foregå i Danmark. Jeg regner med at vi får begge hold med.

Kajak (7):
Her er vi næsten oppe på antallet, da vi har 3 både med allerede, nemlig K1 200m (herre), K1 500m (dame) og K4 1000m (herre). K4 kan desuden give plads ved K1 1000m og K2 1000m, hvis DIF tillader det. Den sidste båd der prøver på at kvalificere sig (K2 200m) har desuden en mulighed tilbage ved et Europæisk kvalstævne. Den tror jeg meget stærkt på. Altså giver det 8 pladser.

Ridning (4):
Her er vi også godt igang, da dressurholdet er sikret deltagelse, hvilket giver os 3 ryttere. Dog ser det desværre svært ud for vores militaryrytter Peter Flarup, der skulle sikre en 4. plads, så her siger jeg kun 3.

Roning (8):
LM4-, LM2x og LW2x er allerede kvalificeret. De 2 sidste bud (W1x og W2x) kan stadig nå at kvalificere sig, da der henholdsvist er 2 og 3 pladser at hente ved et kvalifikationsregatta senere i år. Det ser dog meget svært ud, så jeg siger 8 pladser.

 Sejlsport (8):
Laser, Laser Radial, 49er og Finn er allerede kvalificeret. Det er altså 5 personer hidtil. Det kan dog absolut forventes, at 1-3 andre både klarer sig videre, hvor især kvindernes 470er skuffer, hvis det ikke lykkes. Jeg siger 10 pladser.

Skydning (7):
Her har vi sikret 5 pladser og 2 af dem er allerede udfyldt, da Anders Golding (skeet) og Stine Nielsen (10m luftriffel) er blevet udtaget.  Der er stadig enkelte muligheder, men vi skal næppe regne med noget, så det bliver til 5 pladser.

Svømning (5):
Her har vi lige nu 5 kvalificerede svømmere. Det er dog nødvendigt med mindst 1 til, da 3 af de kvalificerede er kvinder, og der skal bruges en 4. kvinde til de holdkapper vi skal deltage i. Ligeså har flere andre klaret ”B”-kravet, men her er det op til FINA, hvor vidt disse kan være med. Jeg skyder på, at der vil blive tilføjet 4 oveni de allerede kvalificerede, så det altså bliver til 9 deltagere.

Taekwondo (1):
Lige nu har vi ikke nogle med, men Zakaria Asidah bør dog have en god chance for at klare sig igennem den kontinentale kvalifikationsturnering, da han var meget tæt på ved den interkontinentale. Altså siger jeg 1 plads.

Tennis (1):
Her kan der vist ikke være nogen tvivl om, at Caroline Wozniacki tager en plads, da hun er nr. 1 på verdensranglisten. Dog skal vi ikke regne med andre, selvom medierne konstant snakker om det, så 1 plads.

Trampolin (1):
Her formåede Peter Jensen at kvalificere sig til For-OL, der er sidste mulighed for en kvalifikation, og den erfarne olympier bør så absolut kunne tage en af pladserne. Så 1 plads.

Triatlon (2):
Til sidst har vi så triatlon, der er baseret på ranglister. Her virker det meget sandsynligt, at vi ender med 2 pladser til kvinderne, mens herrerne nok ender lige udenfor. Så 2 pladser

Altså bliver det til 85 atleter plus de 2 håndboldhold (af 14 spillere). Det giver altså samlet set hele 113. Altså den 11. største trup for Danmark gennem tiderne, hvor vi skal tilbage til Atlanta (96) for at bliver overgået.